Skole går i offensiven
skovbrynet.jpg
Skoleleder Marianne Ungfelt ser store muligheder på Skovbrynet Skole. Foto: Privat.
Skovbrynet skal være førstevalget

Trofaste gæster i Bibliografen er vant til forfilm og reklamer. En af reklamerne, der i øjeblikket bliver spillet, kommer fra Skovbrynet Skole, der på 35 sekunder fortæller, hvorfor kommende elever skal vælge netop deres skole. Der er nemlig plads til flere børn fra skoledistriktet på Skovbrynet Skole.
– Vi oplever, at mange i vores skoledistrikt vælger Skovbrynet Skole fra og vælger en privatskole i området. Det er en udfordring, som vi skal gøre noget ved. Folkeskolen giver et fællesskab og en faglighed, som konkurrenterne ikke kan give. Skovbrynet skal derfor være et aktivt tilvalg for forældre og børn i området, siger skoleleder Marianne Ungfelt.

Fællesskab og faglighed
Skovbrynet Skole har derfor lavet reklamefilmen, hvor blandt andet byrådsmedlem Trine Græse anbefaler skolen, og holder informationsmøder i områdets børnehaver, hvor repræsentanter fra skoleledelsen, lærere og forældre fra skolen fortæller om, hvad Skovbrynet Skole kan. Marianne Ungfeldt peger selv på fællesskabet som et af de vigtigste kendetegn ved skolen.
– Vi har en flerkulturel elevmasse, og den er vi stolte af. Mangfoldigheden er en god investering i sammenhængskraften i vores området, og vores sammensætning er med til at sikre, at Skovbrynet er et sted med højt til loftet og fællesskab fra 0. til 9. klasse. Her på skolen kan elever i 2. klasse sagtens samarbejde med elever fra 8. klasse og sige hej til dem, når de mødes uden for skolen, og det er et af vores særpræg, siger hun.
Hun understreger, at fællesskabet ikke kan stå alene. Skolen bliver også mødt med forventninger om, at eleverne kan klare sig godt fagligt, når de går på Skovbrynet Skole.
– Vi skal kunne præstere gode resultater, så vi vægter både elevernes trivsel og det fagfaglige. Derfor har vi fokus på Gladsaxe Kommunes ambitiøse projekt om synlig læring, og vi er også stolte af vores satsning på læseindlæring. For uden gode læsekundskaber kan eleverne ikke klare sig i de andre fag, siger Marianne Ungfelt.

Ny international profil
I august indførte skolen en international linje, Go Global, hvor elever fra 7. klasse kan få engelsksproget undervisning i biologi, matematik og engelsk. Skovbrynet Skole er blevet en Cambridge-certificeret international profilskole, hvilket betyder, at eleverne kan gå til afgangsprøver på engelsk og modtage et internationalt bevis på, at de har bestået en engelsksproget prøve.
– Vi har fået nye elever til skolen, der har valgt os, fordi vi har oprettet Go Global, og de har valgt os inden, vi overhovedet kom i gang med den. Nu glæder vi os til at komme ud og fortælle om de resultater, vi allerede nu kan se på den internationale linje, så endnu flere får lyst til at udforske den internationale profil, siger Marianne Ungfelt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top