Forældre overtager skolen
“Forældre overtager skolen”

Denne overskrift slår mig i møde, da jeg åbner op for Buddinge Skoles forældreintra, hvor informationer mellem skole og hjem trafikerer.
Noget nysgerrig over en mulig “revolution” iværksat af forældre, læser jeg beskeden, der viser sig at være fra skolens faglige ledelse.
Ved gennemlæsning konstaterer jeg, at skolen har et ønske om, at forældre/bedsteforældre indtager skolen for en dag på 1. klassetrin, og at de får mulighed for at lave en anderledes skole/sfo-dag for børnene. Så langt så godt.
Det fremgår af beskeden, at 1. årgangs lærere og pædagoger sammen skal have en pædagogisk dag, og det er derfor, man ønsker og har brug for rigtig mange forældre/bedsteforældre.. I super positiv ånd og uden tvivl med god mening sælges konceptet.
Trods det positive salgsbrev og en fornemmelsen af det underlagte budskab om, at “det bliver bare så godt”, sidder jeg tilbage med en forundring.
Jeg er ikke i tvivl om, at et korps af velmenende forældre/bedsteforældre kan og vil “overtage skolen” og skabe en god dag for børnene!
Men for mig at se handler det her i bund og grund om, at skolen har brug for stor vikardækning på denne pædagogiske dag! Skolens forsøg på at sælge konceptet som et pædagogisk tiltag synes forfejlet og ligeså måden hvorpå det formidles.
Spørgsmålet er, hvilke andre institutioner, der skal “overtages” i Gladsaxe Kommune!?

Lene Jakobsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top