annonce
Gladsaxe prioriterer folkeskolen højt
9. november bragte Politiken en grafik der viste at Gladsaxe Kommune sparer 4,5 procent på folkeskolen i 2016, samtidig med at børnetallet stiger 1,3 procent.

9. november bragte Politiken en grafik der viste at Gladsaxe Kommune sparer 4,5 procent på folkeskolen i 2016, samtidig med at børnetallet stiger 1,3 procent. Men Gladsaxe sparer ikke på folkeskolen, vi prioriterer tværtimod folkeskolen meget højt og har et højt udgiftsniveau per barn sammenlignet med andre kommuner. Derfor har vores økonomifolk regnet de tal igennem der danner grundlag for Politikens artikel, og det der ligner en besparelse skyldes budgettekniske ændringer. Gladsaxe Kommune bruger rigtig mange penge på at skabe social balance i kommunen, herunder gratis klubtilbud til børn og unge i Værebro og Høje Gladsaxe, og på at uddanne vores lærere. Men fra 2016 er disse udgifter flyttet over på andre konti, så de ikke længere optræder under folkeskolens budget. Hvad børnetallet angår, så får folkeskoler i Gladsaxe penge til hver eneste elev de underviser, hvilket opgøres en gang om året. Politiken har valgt at tage udgangspunkt i hvor mange børn der bor i Gladsaxe Kommune, ikke i hvor mange elever der går på vores folkeskoler. Vi er rigtig godt i gang med at gennemføre folkeskolereformen og har høje ambitioner om at sikre målene så alle børn udfordres og får mulighed for at lære så meget de kan, med udgangspunkt i det faglige niveau de er på og hvilken baggrund de kommer fra, samtidig med at trivslen styrkes. Det kræver ressourcer hvorfor et enigt byråd prioriterer folkeskolen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top