Krigsveteraner skal støttes
Tre kommuner etablerer landets første veteranråd

Gladsaxe, Herlev og Ballerup kommuner opretter som de første i landet et fælles veteranråd, som – udover at støtte hjemvendte fra krigs- og katastrofezoner – skal være et samarbejdende organ for de tre kommuner. Veteranrådet skal kunne rådgive de tre kommuner om arbejdet med tidligere udsendte og nye frivillige aktiviteter.

Med etableringen af det fælles veteranråd har de tre kommuner truffet en politisk beslutning om at synliggøre en vigtig befolkningsgruppe, som repræsenterer Danmark i international tjeneste. Det kan være en hård oplevelse at være udsendt til en krigszone eller katastrofeområde, både for den der er afsted og de pårørende, som bliver hjemme. Men det er faktisk hjemkomsten og dét at omstille sig til det “normale” liv, der ofte byder på store udfordringer.

Veteraner i Herlev tog initiativet

På opfordring af veteranforeningen (VETHO) i Herlev bliver der nu etableret et fælles veteranråd, der skal være et forum for at danne netværk med andre tidligere udsendte. Fokus er ikke på behandling, men på kontakt med ligesindede, der kender og forstår de udfordringer, man som veteran møder efter hjemsendelse. Senest har veteranforeningen startet et projekt, hvor de matcher veteraner, der lige er vendt hjem, med mere erfarne kollegaer, der fungerer som en slags “wing-man” ligesom i den professionelle tjeneste.

På opfordring fra VETHO bliver Veteranrådet også åbent for andre faggrupper, der har været udsendt i tjeneste – eksempelvis fra hjælpeorganisationer. De vil også kunne have glæde af og behov for kontakt til et netværk, der har haft lignende oplevelser i forbindelse med tjeneste under hårde og usikre betingelser.

– Dette her er et rigtigt godt initiativ fra veteranforeningen, som vi er glade for at bakke op om. Veteranerne har løst en svær opgave under ofte svære og farlige betingelser rundt i verden, og jeg håber på, at det nye, fælles råd kan være med til at forbedre hjemkomsten for dem, der har behov for det, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top