- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Nej til flere P-pladser

Venstre ønsker endnu flere parkeringspladser i Gladsaxe.

”For ellers kører folk forbi Gladsaxe og holder et andet sted”. Sådan siger man i partiet Venstre ifølge en reportage (på side 3) her i Gladsaxe Bladet i sidste uge.
I Liberal Alliance siger vi: Lad endelig bilerne køre forbi Gladsaxe og holde et andet sted. Eksempelvis i Lyngby, som allerede er helt ødelagt af parkeringspladser og biler alle vegne. I Gladsaxe kommune skal vi ikke have mere asfalt. Vi skal ikke have flere parkeringspladser og færre grønne områder. Vi skal ikke have mere trafik med tilhørende larm og forurening. Vi skal tvært imod værne om de sidste rester af grøn natur. Og vi skal meget gerne have mere grønt og mindre asfalt. I Venstre tænker man kortsigtet og hovedløst, når man ønsker flere fabrikker og flere boliger og flere biler og flere P-pladser til Gladsaxe. Liberal Alliance vil sætte fokus på de langsigtede konsekvenser af denne politik. Vi vil gå en anden vej.

Frank Dahlgaard
Formand for Liberal Alliance i Gladsaxe