- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Nye ejere søger lejere

Der skal liv i centret i Høje Gladsaxe

Der er pæn aktivitet i de forretninger, der har åbning ud mod parkeringspladserne ved centret i Høje Gladsaxe. Til gengæld er der nærmest stendødt inde i selve centret.
Det vil de nye ejere fra Helleruphus A/S gerne have gjort noget ved, så til mødet i trafik- og teknikudvalget i går havde Hellerupshus A/S søgt om tilladelse til at sætte et ”til leje” skilt op ude ved Gladsaxevej. Det skal ikke fylde mere end de reklameskilte, som Lidl, Jysk og Netto har sat op.
Dimensionerne på skiltet er 2,0 m x 2,0 m og har form af et V-skilt.
By- og Miljøforvaltningen bemærker, at der tidligere på samme område ud mod Gladsaxe vej er givet tilladelse til opsætning af tre pyloner, der repræsenterer centrets tre storlejere Lidl, Jysk og Netto mod en årlig leje på 10.000 kr. pr. pylon. I dette tilfælde var der dog tale om permanent opsatte pyloner.