- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Sejt festhår

“Kroppen på hovedet” har været teamet for en række arrangementer, som har kørt og stadig kører på Hovedbiblioteket. Forrige mandag kunne man møde op og få gode råd til at flette og style sit hår. Det eneste krav var, at man kom med nyvasket hår.

Så stod frisører fra Frisør Bystrup klar med de nødvendige remedier til at shine pigerne op.

Pigerne havde rigtig langt hår, så der var gode muligheder for at lave både fikse, smarte og lidt sjove ting.

Torsdag møder Inez Gavilanes – også kendt fra popgruppen Sukkerchok – op og fortæller om, hvordan man kan lave sine egne skønhedsprodukter helt fri for tilsætningsstoffer. Her skal pigerne være i aldersklassen 12-16 år.