Solokoncert med pianisten Rune Solvang
Stengård Kirke har Chopin på programmet

Pianisten Rune Solvang afholder solokoncert i Stengård Kirke torsdag 18. februar kl. 19.30. Der er fri entre. Der er polsk nationalromantik på programmet, når han spiller Chopins sonater nr. 2 og 3. Chopins 2. klaversonate indeholder den berømte sørgemarch. Derudover er den operainspirerede Fantasi i f-mol på programmet.

Rune Solvang er født i 1980 og opvokset i Gladsaxe, hvor han har gået på Gladsaxe Musikskole. I 2001 kom han ind på Det kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han har studeret klaver hos José Ribera og komposition hos Niels Rosing-Schow. Han tog diplomeksamen i hhv. 2006 og 2008. Han har spillet talrige koncerter i både Danmark og i Tyskland, Sverige og Israel. Han har endvidere deltaget i masterclasses, og vundet en pris i Israel i 2006 for bedste udførelse af ny musik. Han fik i 2005 tildelt Ester Vagnings Mindelegat og vandt i 2006 1. pris i konservatoriets legatkonkurrence for pianister. Rune Solvang har jævnligt optrådt i Stengård Kirke og han er desuden komponist og aktiv i Komponistforeningen Grundtonen, som han er medstifter af.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top