- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Venstre redder hestene i Gladsaxe

Skal man skal grine eller græde når man læser overskriften på Socialdemokraternes (A) læserbrev i sidste uge;

”Socialdemokraterne redder hestene i Gladsaxe” der var en reaktion på Benny Nielsens læserbrev. Benny skrev at han følte børnene bliver svigtet ved at et flertal har besluttet at lukke for hestehold på Bagsværd Fort.
Netop hestehold i Gladsaxe har været på dagsordenen mange gange i Børne- og undervisningsudvalget og (A) har konsekvent stemt imod at bevare hestene.
Tilbage i juni sidste år ønskede (A) at nedlægge alle 3 hestehold i kommunen. Venstre foreslog derimod at der bevares et af de tre eksisterende hestehold i en skoleklub i Gladsaxe. Dette hestehold skal ombygges således at det overholder de nye lovkrav mht. hestehold. (A) stemte imod.
I oktober foreslog Venstre også at bevare hesteholdet på Bagsværd Fort, som er en central placering for kommunens børn og unge. (A) stemte imod.
I december foreslog Venstre, at der fortsat efter år 2019 bevares et hestehold på Grønnegården. På den måde bevares mangfoldigheden i vores tilbud til de unge mennesker. Afgørelsen blev udsat til sagen om ungemiljø er på plads.
Det glæder mig at Socialdemokraterne tager ”nej”-hatten af og fra nu af vil stemme ja til hestehold. Så kan jeg regne ud at de endelig vil stemme ja når sagen om heste på Grønnegården kommer på dagsordenen igen.
Pia Skou,
Byrådsmedlem (Venstre)