- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

De førte da 1-0

ABs håndboldkvinder fik som ventet en lektion af Nykøbing Falster

Det er ingen skam at tabe til en bedre modstander. Bare man sælger sig så dyrt som muligt.
Og det gjorde ABs håndboldkvinder fra 2. division, da Nykøbing Falster fra den bedste række kom med adskillige landsholdsspillere på holdet.
Gæsterne vandt 33-15 og kunne og burde have vundet større, men der blev sjusket lidt vel rigeligt og brændt et par straffekast og 100 procent chancer.
Freja Holm bragte AB foran 1-0 på et straffekast, men siden gik det som ventet.
Især når Kristina ”Mulle” Kristiansen var på banen hos Nykøbing gik det eksplosivt stærkt, så ABerne blev sat helt af.
Efter kampen stillede ”Mulle” beredvilligt op til fotografering sammen med en bunke tilskuere.
Kun Cecilie Holm Ottes voldsomme tackling af falstringernes Mariana Costa med et rødt kort til følge skæmmede en hyggelig håndboldaften med mange tilskuere.