- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Generalforsamling hos Socialdemokraterne i Søborg Vælgerforening

Folketingsmedlem og byrødder orienterede om arbejdet

Søborg vælgerforening afholdt 25. februar en velbesøgt generalforsamling på GXU. Formanden Rene Zingenberg kom i sin årsberetning ind på budgetdagen, EU-valget og arbejdet med det nye principprogram for Socialdemokratiet. Rene Zingenberg blev genvalgt som formand ligesom Nanny Bisp, Peter Drent, Kai Andersen, Signe Esmann Andersen og Allan Olsen blev valgt til bestyrelsen, og Lis Tønner blev valgt som suppleant.
Det lokale folketingsmedlem Jeppe Bruus kom ind på – den nu overståede – konflikt i ”blå” blok, problemerne med de manglende 9 mia. kr. hos Skat, flygtningeudfordringen og kampen mod social dumping.
Borgmester Karin Søjberg Holst fokuserede på håndteringen af de flygtninge, der kommer til Gladsaxe, letbanen og Loopcity. Trine Græse fortalte om hvordan vi hjælper demente borger både i hjemmet og på vores plejehjem. Katrine Skov gav et spændende oplæg om arbejdet med etableringen af det nye ”Spillested” på Telefonfabrikken. Kristine Henriksen satte fokus på exit programmet, og hvordan vi hjælper unge på kanten tilbage til uddannelse og job. Eva Nielsen satte fokus på hvad man i Gladsaxe gør for/ved det vildere, vådere og varmere klima samt sikringen af vores drikkevand.