- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Præstetanker uge 13

Ved Genezarets Sø

Vi dumper i evangeliet til på søndag lige ind i en samtale mellem Jesus og Simon Peter. En samtale der finder sted efter Jesu opstandelse og ved Genezarets sø.
Peter og de andre disciple har forladt Jerusalem og har genoptaget deres gamle job som fiskere.
Som fiskere var de draget ud og havde ikke fanget noget før den ukendte mand dukker op. Han siger til dem da de er på vej ind, at de skal kaste garnet ud til højre side og så fik de en stor fangst.
Da opdagede de, at det var Jesus. Peter skyndte sig ind til ham og han spiste fisk sammen med ham.

MUS samtale er det hvad Jesus har med Peter? Nej. Peter bliver ikke spurgt som man gør i dag med MUS-samtaler.
En samtale om hvilke mål der er inden for en overskuelig tidshorisont, hvilken strategi der skal lægges for at det mål kan nås. Det er slet ikke inde i synsfeltet her ved Jesu samtale med Peter.
Peter bliver slet ikke spurgt om sine ønsker, mål og drømme. I stedet bliver det hans forhold til Jesus der er i centrum.

Samtalen mellem Jesus og Peter går i virkeligheden ikke på fremtiden, men på fortiden. Den fortid som ingen af os kan løbe fra. Som er en del af vores bagage, som vi tager med os i livet: kårene vi voksede op under, værdier vi fik med hjemmefra, glæder og sorger.

Sidste gang Jesus spørger, da bruger han samme ord som Peter: ” har du mig kær ”. I det græske ord ”filein” ligger den kærlighed som menneskeslægten har til hinanden inden for familie og slægt. Et tegn på hvor langt ned Jesus går som menneske. Kan man tale om et jævnbyrdigt forhold. At han, Jesus sank så dybt ned i vor jammer.

”Herre! Du kender alt, du ved at jeg har dig kær.” Måske blev det sagt med gråden i stemmen af Peter. Bedømmelsen ligger ikke hos Peter, men hos Jesus: du ved alt.
Thi stod jeg som en synder her
Min skaber for dit øje
Om end for verden ren og skær
og turde mig ophøje
men ak jeg ved ej heller tal
på mine fejl og mine fald
de dunkle med de klare.

Peter oplevede gennem Jesu spørgsmål sine svigt, men også dette at Jesus holdt fast i ham.
Det er derfor et godt ord Paulus skriver i et af sine breve: ”Er vi utro så forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke.”

Peter Friis Olesen
Sognepræst v. Buddinge kirke