- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bagsværd-firma får Tesla til at trille

GodEnergi fra Bagsværd er leverandør til den verdenskendte elbil

Alle kender Tesla. Vejenes lydløse gigant kendes af selv de mindste børn. Den amerikanske elbil har sprængt rammerne for, hvad man for blot få år siden anså for muligt, og det er i den grad blevet bemærket.
– Tesla har lavet en bil, som henvender sig til et segment, som ellers ikke kunne drømme om at købe en elbil. De har fået fat i et publikum, hvor det er en livsstil at have en ”fed slæde” på el. Tesla har over hele Europa opbygget et enormt netværk af deres supercharger, hvor deres kunder gratis kan oplade bilen. Der er så mange superchargere, at man kan køre sin Tesla fra Nordkap til Rom, siger Jan Darville, direktør i Bagsværd-virksomheden GodEnergi, der leverer ladeinstallationer til Tesla-ejerne.
Tesla var forudseende og satte superchargere op til fri afbenyttelse for Tesla-ejerne, og det synliggjorde de øvrige elbilers vanskeligheder, fordi de har langt færre stationer at hente strøm fra. Jan Darville illustrerer problematikken: – Jeg var til en messe i Frankfurt, hvor Porsche præsenterede deres nye elbil for 2017, men hvad hjælper det at have en Porsche, der kun kan køre rundt om byen i sammenligning med en Tesla, der kan køre over hele Europa? Når vi ser bort fra Tesla, er rækkevidden en kolossal udfordring for alle elbiler.

En del af el-nettet
Direktøren fra Bagsværd peger på de teknologiske muligheder som allerede er til stede: – Elbilerne kan komme til at spille en afgørende rolle i fremtidens elforsyning, fordi de kan blive en del af el-nettets balancekraft. I øjeblikket producerer vi i Danmark borgerfinansieret strøm fra vindmøller som bliver foræret væk, fordi vi ikke kan komme af med strømmen, hverken i Danmark eller Europa. Men elbilerne kan dette klimaks løses, ved at udskyde tidspunktet for opladning til om natten og ved at bruge elbilens batteri som lager, kan den sørge for at bidrage til et økonomisk og stabilt elsystem, så de store mængder vedvarende energi ikke går til spilde.
Beregninger viser, at såfremt Danmark allerede nu havde en halv million elbiler, ville hver eneste bil omkostningsfrit kunne køre 20.000 kilometer om året og vel at mærke CO2-frit, fordi de ville bruge strøm, som ellers ville gå tabt. Muligheden for at aflade elbilens batteri og føre strøm tilbage i elnettet, gør elbilerne til en attraktiv medspiller på elnettet.

For langsomt
– Det kan kun gå for langsomt med at få elbilerne ud på vejene, men desværre er de danske politikere slet ikke oppe på mærkerne. Finansministeriets afgiftspolitik tæller mere end miljøpolitik. Men klimaforandringerne er allerede skyld i, at vi betaler store regninger. En oversvømmelse koster tre-fire milliarder kroner – tænk hvad vi kan gøre inden for grøn energi med de penge. Danmarks Tekniske Universitet har beregnet, at vi, som det er nu, sender en regning på fire kroner videre til næste generation for hver gang, vi sparer en krone på den grønne udvikling. Vi har været førende inden for grøn energi, men politikerne er ikke gået all in. Det er bemærkelsesværdigt, at Norge er meget længere fremme med at få elbilerne ud på vejene, fordi de præmierer ejerne af elbiler. Men Finansministeriet er storebror herhjemme, så den kortsigtede tankegang vinder, mener Jan Darville.

Udviklingen kommer
Politikernes og embedsmændenes defensive tankegang vil ifølge Jan Darville ikke holde omstillingen tilbage: – For markedskræfterne vil på et eller andet tidspunkt drive udviklingen fremad. Om ti år er elbilen hvermandseje. Det kan vi ligeså godt tage bestik af nu, siger Jan Darville, der selv kører med udviklingen i sin elbil.
GodEnergi har sideløbende travlt med at få Teslaerne ud til slutkunderne: – I Teslas europæiske tilfredshedsmåling hos kunderne kom vi i top-3, siger en stolt Jan Darville. Teslaen triller lydløst derudaf på de danske veje, og GodEnergi sørger for, at det kan lade sig gøre.