- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Letbanen slingrer

Folketingets transportudvalg udskyder Letbanen efter usædvanlig afstemning

Er Letbanen på vej mod endestationen?
– Jeg frygter, at de borgerlige med afstemningen i transportudvalget er i færd med at trække stikket til Lebanen. De vil åbenbart skaffe penge til at lette topskatterne ved at nedlægge Letbanen.
Det siger Gladsaxes folketingsmedlem Jeppe Bruus (A), der er medlem af transport- og bygningsudvalget.
Med stemmerne 15-14 vedtog blå blok, at man ikke sender lovforslaget om Letbanen til færdigbehandling. – Det er helt uhørt, at regeringspartiet, der har fremsat et lovforslag til anlægsloven, selv stemmer imod færdiggørelsen af loven. Det eneste, de borgerlige henviser til, er, at man igen vil have et møde med transportminister Hans Chr. Schmidt (V), siger Jeppe Bruus.

Forbløffelse
Udvalgets afstemning bliver modtaget med forbløffelse af Letbanens 11 kommuners borgmestre. Særligt de borgerlige borgmestre er rystede: – Man sætter alt muligt i gang og lige pludselig – midt i processen – laver man sabotage. Man orienterer ikke sine samarbejdspartnere, og det hele foregår bag lukkede døre. Det er en frustrerende proces, siger Glostrups borgmester John Engelhardt (V) til TV2 Lorry.
Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A) undrer sig også over den totale mangel på information fra officielt hold. Det er som om, at telefonkablerne fra ministerium og Christiansborg til de 11 omegnskommuner og Region Hovedstaden er blevet kappet: – Vi behandles simpelt hen dårligt. Vi hører ikke noget som helst, og vi er oven i købet en del af Letbanens ejerkreds. Det er meget, meget mærkeligt.
Læs også ”Arbejdspladser på spil” på www.gladsaxebladet.dk