- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Skæbnetime for Letbanen

Endnu venter vedtagelsen af anlægsloven af milliardprojektet

I sidste uge var transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt (V) i lukket samråd hos Folketingets transport- og bygningsudvalg. Men svarene tilfredsstillede ikke udvalgets medlemmer fra Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative. I dag, den 19. april, er der igen udvalgsmøde. Gladsaxes folketingsmedlem Jeppe Bruus (A), der sidder i udvalget, er bange for, at Letbanen hænger i en tynd snor.
– Det her er en stinker. De borgerlige lægger op til forligsbrud. Først trækker man sagen i langdrag, og jeg frygter, at man helt trækker stikket, siger Gladsaxes folketingsmedlem Jeppe Bruus (A), der sidder i transport- og bygningsudvalget. Udvalgsmedlem Villum Christensen (LA) antyder over for TV Lorry, at en hurtigbusløsning kan komme på banen, hvis økonomien ikke lever op til det budgetterede på ca. 4 milliarder kroner: – Det koster det halve med hurtigbusserne, siger han.

Seks spildte år
Netop ideen med hurtigbusserne undrer Socialdemokraterne, der er med i forligskredsen om Letbanen på Ring 3, for så kunne denne løsning være sat i gang for seks år siden: – I 2010 blev det afklaret, at en Letbane var at foretrække fremfor hurtigbusser særligt på grund af en større kapacitet og mulighederne for byudvikling i de 11 kommuner, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A), der er formand for de 11 involverede kommuners borgmesterforum.
Jeppe Bruus har sammen med en lille gruppe, der blandt andre tæller byrådsmedlem Jeppe Skovgaard Koed (A), opstillet en liste med syv påstande kontra de fakta, som de har fundet i ”Udredning om Letbanen”. Endvidere tilbageviser de otte påstande, som de borgerligere politikere er kommet med i debatten. Også en anden lille gruppe arbejder, men ud fra det stik modsatte synspunkt. Gruppen består af civilingeniør Morten Kornbech, byrådsmedlem i Lyngby-Taarbæk, Anne Jeremiassen, og den tidligere anonyme kilde, ingeniør Torben Pedersen fra Lyngby-Taarbæk, som er nu trådt offentligt frem. Det var Torben Pedersens beregninger, der førte til det lukkede samråd.
– Letbanen er i dag ikke lagt ned i graven, men den ligger på kapellet, lyder det optimistisk fra Morten Kornbech.
Forløbig er der store sprækker i forligskredsen på Christiansborg. Og der skal formentlig flere tal på bordet, inden udvalget indstiller vedtagelse af anlægsloven til Folketinget.