- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

De strømmer til

98 tilflyttere på en uge. Nu er vi over 68.000 Gladsaxeborgere

Mange statslige arbejdspladser skal flyttes ud af hovedstaden. Men mange borgere vælger at flytte
til hovedstadsområdet. Og mange vælger at slå sig ned i Gladsaxe.
Kommunen udgiver hvert år en lille bog ”Gladsaxe i tal” og i 2016-versionen kan man læse, at befolkningsprognosen for 2016 taler om 67.690 Gladsaxeborgere.
Men det tal er allerede passeret ganske markant.
I forrige uge var der virkelig skred i tingene. I løbet af en uge gik tallet fra 68.002 til 68.100 – altså 98 nye borgere på en uge. I 2015 steg befolkningstallet i Gladsaxe med 577 personer – altså ca. halvanden person om dagen.
Det er tal, der påvirker skatteindtægter, udgifter, skoler og institutioner.
Der bygges mange steder i kommunen. Gamle huse og bygninger må lade livet, og så kommer der nye og ofte også flere huse og lejligheder på grundene.
I 1974 var der over 75.000 indbyggere i Gladsaxe, og man talte om, at befolkningstallet kunne nå op på 100.000. Familiemønstret var væsentligt anderledes end i dag, hvor mange bor alene. Og antallet af personbiler er nærmest eksploderet i forhold til dengang.
Apropos boliger, så er der udtrykt ønske om at bygge ca. 275 boliger på Tobaksgrunden ved Ring 3. Økonomiudvalget besøgte i forrige uge grunden for at se på forholdene. Der er en ambition om at der også skal være erhverv, så nu venter man på flere oplysninger.