Det går den rigtige vej
Borgere skulle lige vænne sig til tidsbestillingen i Borgerservice

Al begyndelse er svær, og der har været problemer, men i kommunen vurderer man, at tidsbestillingen i Borgerservice er kommet godt i gang.
”Dit møde starter her. Scan dit sundhedskort, din QR-kode eller indtast dit CPR nummer”, står der på standeren i hallen på Gladsaxe Rådhus. Den orienterer om, hvornår du har tid, og hvor du skal møde den medarbejder, der er klar til at hjælpe dig i Borgerservice.
Skal der laves nyt pas, ordnes boligstøtte eller pension i Gladsaxe Kommunes Borgerservice, skal der bestilles tid på forhånd. Tidsbestillingen har nu et halvt år på bagen, og selvom det har krævet en del tilvænning, så opleves det generelt, at folk har taget godt imod det nye tiltag, fortæller Borgerservicechef, Mark Jensen.
– Især børnefamilier har glæde af tidsbestillingen. De slipper for at vente i flere timer med børn, der synes det er kedeligt at vente i kø på rådhuset. Nu ved de, hvornår de skal komme, og hvor længe det tager, det giver dem mulighed for at planlægge, siger han.
Netop den manglede kø og ventetid er en af de væsentligste fordele ved tidsbestillingen. Det giver også mulighed for det forberedte møde mellem medarbejder og borger, forklarer Mark Jensen.
– Du møder en medarbejder, der ved hvad i skal snakke om, og borgeren ved, hvad der skal medbringes.
Udover fordelene for vores borgere skaber tidsbestillingen også et bedre klima for både borgere og ansatte med mindre støj og pres. Det, mener vi, er bedre borgerservice, siger han.

Glemmer tidsbestilling
Men indførelsen af det nye borgerservice har ikke været uden udfordringer.
Undervejs har der været borgere, der ikke var klar over, at der var indført tidsbestilling i borgerservice og derfor er mødt op uden en tid. Det har givet anledning til frustrationer, fortæller Mark Jensen.
– Vi forventer, at endnu flere bliver tilfredse med ordningen i takt med at flere vænner sig til bestille tid, og det går fremad med det allerede, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top