- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Det skal være godt – og sundt

26-årig har åbnet Bagelhuset på Gammelmosevej

Adam Cetiner kommer i sin nye butik klokken 06.00. Han går hjem ved 21-tiden, når der er ryddet op.
For en god måneds tid siden åbnede han Bagelhuset på Gammelmosevej 121 B, og han er mere end klar til at yde noget for at få banket forretningen op.
-Kunderne skal have en god oplevelse, når de kommer ind i butikken. Det gælder både de ting, som de køber, og den behandling, som de får, siger Adam.
Han er 26 år gammel, kommer oprindelig fra Hillerød, hvor han fik en kontoruddannelse, men nu er han flyttet til området, og så vil han udnytte, at han kommer fra en familie med masser af restaurationserfaring.
-Jeg begyndte som opvasker for efterhånden en god del år siden og har været hele vejen rundt, siger han.
-Jeg er god til at lave bagels, siger Adam uden at det lyder som pral.
-Jeg får specialfremstillede bagels i forskellige varianter fra et bageri i Espergærde, jeg henter råvarer på Grønttorvet, og jeg laver mine egne dressinger. Jeg har bagels og salater, får snart italiensk is, og så kan vi faktisk godt levere til større selskaber og lave frokostordninger med firmaer, siger Adam.
-Når det er godt vejr, kan kunderne sidde uden for forretningen, siger han.
-Det har været lidt sjovt at se kundernes reaktion, når de kommer ind i butikken. De er ikke helt sikre på, at jeg er god til dansk, men jeg er jo både født og opvokset her, siger Adam.