Gladsaxe kommune taber ungdommen på gulvet
Det er dybt foruroligende at se den udvikling der nu sker i Gladsaxe Kommune.

Kommunen har altid haft masser af gode tilbud for unge og børn på klub og fritidsområdet. Det bliver snart rigtig svært at holde humøret og lysten oppe hos de unge mennesker i Gladsaxe.
På Ungdomsklub siden, er man nu gået i gang med at lukke de lokale klubber som støder op til de enkelte skoler. Målet er at samle alle ungdomsklubber i 2017 på Telefonvej i Gladsaxe, uanset hvor i kommunen du så kommer fra, og uden at skele til, hvad der sker lokalt i klubberne rundt omkring.
Ingen af de børn og unge mine børn kender, har lyst til at tage hele vejen til Telefonvej, og væk fra deres nærområde, og alle vennerne.
Så hvad er alternativet? Jeg er bekymret når jeg tænker over alternativerne. Kommunen har mistet fingeren på pulsen, og tænker kun i at sælge grunde til erhvervslivet.
Hvordan får vi det lokale klubliv tilbage i kommunen, så fokus rettes ind på det allervigtigste, vores børn og unge, der skal hjælpes på rette vej?

Brian Thorngaard


Ungemiljøer
– et udvidet tilbud til alle unge i Gladsaxe

Brian Thorgaard er bekymret over en beslutning om at nedlægge Gladsaxes ungdomsklubber. Men der er ingen grund til bekymring, tværtimod. Med beslutningen om at skabe nye ungemiljører i Gladsaxe, ønsker kommunen at nytænke hele området med en bred vifte af tilbud, som kommer alle unge til gode, og ikke kun de unge, der er tilmeldt ungdomsklubberne. Beslutningen betyder, at ungdomsklubberne, som i dag ligger i selvstændige bygninger væk fra skolen, erstattes af ”mødesteder på alle folkeskoler for 7.–9. klasse. Mødestederne har åbent alle hverdage fra kl. 15 – 17., og her kan de unge fortsat møde de pædagoger, som de kender fra skolen. Mødestederne suppleres med fire nye ungecaféer tæt på nærmiljøet, som har åbent fra kl. 15 – 22 på hverdage og i weekender efter behov. Også her møder de unge kendte pædagoger. En af ungecaféerne får adresse på Telefonvej og har åbent alle ugens syv dage. I nærmiljøet kan de aftale, om de vil hjem til hinanden eller videre til en af de fire ungecaféer, hvor de så mødes på kryds og tværs af deres lokale miljøer og kan møde nye venner, og samtidig være med til at skabe og sætte deres præg på caféernes aktiviteter og projekter. De gamle ungdomsklubber var kun for de 13 – 18 årige. I fremtiden har de unge mulighed for at være en del af et ungeliv med mødesteder og ungecaféer i trygge rammer, også efter de er fyldt 18 år. Med ”Ung i Gladsaxe” udvider tilbuddene til unge, tværs af alder, bopæl og interesser. (Forkortet af red.)


Brian Brønd
Leder UK Gladsaxe

2 kommentarer om “Gladsaxe kommune taber ungdommen på gulvet”

  1. Janne Jochims siger:

    Jeg kunne ikke være mere enig med Brian Thorngaard.

    Vores klub, Club 222, udmærker sig ved at være i de unges nærområde, med kendte og MEGET nærværende voksne, der
    også deltager i undervisningen i skolen. Voksne, de unge har tillid til, som de kender rigtig godt, som efterhånden er blevet så stor en del af deres hverdag at det er nogle man kan betro sig til, når man har “noget” man ikke føler for at dele med sine forældre.

    Det er voksne, der har tid til en snak, et spil, arrangementer, ture (både i ind – og udland) – sidstnævnte med stor deltagelse – år efter år. Som forældre har jeg ubetinget tillid til de mennesker mine børn omgåes i klubben – jeg sender dem trygt både til fodboldaftener i hallen fredag aften – og med til Italien – eller hvor turen nu går hen.

    Med etableringen af de nye væresteder, forsvinder dette nærvær. Sandsynligheden for at kunne møde en kendt voksen, man har ubetinget tillid til, er usandsynlig lille. De unge kan møde op til formentlig sjove og aktuelle aktiviter, men nærværet, nærmiljøet vil være væk og jeg tror i høj grad at det er netop dét, der bærer vores klub.

    “De unge efterspørger ikke længere i samme omfang faste institutionelle tilbud” står der i materialet. Hvem har I spurgt?

    De unge, jeg kender, mine børn og deres venner, siger samstemmende at det netop er det kendte, nærværende og hyggelige miljø, der stadig får dem til at komme i klubben. Så sent som i fredags deltog min søn (15 år) og hans venner i fodboldaften i Gladsaxehallen sammen med klubbens pædagoger. Samtidig overvejer han stærkt om han skal med på tur til sydpå i sommerferien.

    Hvor ville jeg dog være ked af at skulle fortælle ham, at det snart er slut. Slut med det nære fællesskab – hvor han enten kan dyrke de sportslige aktiviteter – eller bare hygge og snakke med kammeraterne under helt andre, mere afslappende former end i skolen. Og skulle fortælle min datter på næsten 13 år – at det hun og veninderne har set meget frem til – at starte i ungdomsklubben – ikke bliver aktuelt. Istedet kan hun vælge en stor klub, med en masse mennesker hun ikke kender, som højest sandsynligt ikke er de samme fra gang til gang og hvor alderen på dem, hun istedet skal være sammen med – kan svinge helt op til 29 år.

    Hvad 13-årige skal i et fællesskab med så “gamle” unge, har jeg overhovedet ikke forstået – det giver absolut ingen mening for mig – og jeg vil da nøje overveje om jeg synes, det er et sted, hun bør komme i sin fritid.

    Jeg vil også gerne høre hvordan I mener, at de unge i Gladsaxe kommune skiller sig væsentligt ud fra unge mennesker i Herlev og Rødovre kommune? Begge kommuner har forsøgt det samme tidligere – men begge kommuner måtte erkende at de unge valgte disse storklubber fra – de kom simpelthen ikke i klubberne og storklubberne endte med at lukke ned. Begge kommuner er tilbage med de små ungdomsklubber omkring de enkelte skoler. Hvad kan Gladsaxe kommune tilbyde de unge, som gør, at det skulle blive anderledes hos os?

    Alt i alt er jeg rigtig ærgelig over at kommunen nu vælger denne løsning. Det helt rigtige ville, i min verden, være at tage ud på skolerne – arrangere aftenmøder med de unge og deres forældre – så føler jeg mig overbevist om at I ville høre en helt anden virkelighed end den, I refererer til i materialet om planerne.

    Mon der er andre forældre i både egen og andre klubber, der synes ligesom jeg og Brian Thornberg??? Jeg synes det ville være helt på sin plads at spørge brugerne i denne sag inden man bruger en masse skattekroner på noget, man ikke ved om nogle efterspørger.

    Hilsen
    Janne Jochims

  2. En bekymret forælder siger:

    Hvor er det godt, der er kommet fokus på den kæmpe omvæltning vores unge skal udsættes for i Gladsaxe kommune. Jeg kan kun tilslutte mig de forældreindlæg, der har været her i avisen, for det er langt fra i orden, at kommunen laver så drastisk en omvæltning for vores børn, uden at vi forældre, og ikke mindst vores unge, er blevet taget med på råd.
    Jeg har efterhånden snakket med rigtig mange forældre, som på ingen måde har hørt noget om det her, før det var for sent at komme med indvendelser. Der er så mange spørgsmål, som UK Gladsaxe ikke kan svare på, og det får blot utrygheden til at vokse hos os forældre.
    Ved forældremødet i Club 222 havde vi en lang række spørgsmål omkring den nye struktur, men langt de fleste af spørgsmålene kunne den faglige leder fra UK Gladsaxe desværre ikke besvare.
    Noget af det vi efterlyste svar på, har Janne Jochims nævnt i sit indlæg.
    For mig at se, bliver der med den nye struktur meget færre voksne til vores børn. Som svar på det spørgsmål fik vi, at det ikke er tilfældet. Et regnestykke der er svært at forstå, når der ikke ansættes flere pædagoger i UK Gladsaxe, og når man må forvente, at der bliver mange flere brugere, når nu vores 13 årlige børn skal til at gå i storklubber med voksne helt op til 29 år. Dette i sig selv er også bekymrende, da det erfaringsmæssigt i bl.a. SSP København har vist sig, at kommunale væresteder for 18+ bliver hælercentraler og salgssteder for hash.
    Som svar på bekymringen med færre voksne pr. barn i den nye struktur fik vi, at det er tiltænkt, at de voksne brugere skal lave aktiviteter for de yngre brugere. Hvordan man har tænkt sig at indhente børneattester hos de voksne brugere, der skal være sammen med vores 13 årlige børn, kunne jeg godt tænke mig svar på.
    Som forældre i kommunen virker det her mere som en sparerunde end som et nøje overvejet pædagogisk projekt.
    Vi ser frem til at få svar på, hvilke pædagogiske overvejelser der ligger til grund for denne nye struktur samt på de øvrige stillede spørgsmål.

    En bekymret forælder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top