Jobvækst i vente
Semler Retail satser på 60 nye medarbejdere – 30 er ansat

Foråret kommer med gode nyheder til jobsøgere i Gladsaxe, Søborg og omegn. Som led i en oprustning på kundeservice og digital udvikling har Semler Retail åbnet et kundecenter på Turbine vej 9. Forhandleren af Škoda og Volkswagen i Danmark har allerede ansat 30 dygtige rådgivere, der via telefon og nettet hjælper kunderne med alt fra spørgsmål om bilens elektronik til booking af værkstedsbesøg. I takt med at flere forhandlere bliver koblet op på det nye center, forventer Semler Retail mere end en fordobling i antallet af rådgivere.
”Vi er utroligt glade for, at vores kunder og forhandlere rundt om i Danmark tager så godt i mod den service, vi yder fra det nye kundecenter. Det betyder, at vi får brug for mindst 30 nye medarbejdere ud over de 30, vi allerede har ansat. Vi leder bl.a. efter kolleger med digitale kompetencer, som kan se en spændende udfordring i at yde rådgivning i en bilbranche, som i disse år gennemgår en rivende udvikling, ” siger Lars Rasmussen, Detaildirektør i Semler Retail A/S.
Semler Retail overtog adressen på Turbinevej 10. marts. Dermed bliver man nabo til bilhuset hos Audi Gladsaxe, som også er en del af Semler-koncernen. På sigt er det også planen, at det nye kundecenter skal understøtte Audi og de øvrige mærker i Semler-gruppens premium-division, bl.a. Porsche, Bentley og Lamborghini.

Send ansøgninger
Semler Retail etablerer det nye kundecenter med henblik på at øge den støtte, man kan yde kunder og forhandlere i takt med at bilerne bliver mere digitale.
”Vi har besluttet på et tidligt tidspunkt at tage de nødvendige forholdsregler for at forberede os på en udvikling, hvor bilerne de kommende år vil blive stadigt mere sofistikerede med mange digitale funktioner, som vi gerne vil sikre, at kunderne får det bedst mulige udbytte af. Da vi samtidig fik mulighed for at overtage en nabogrund til Audi Gladsaxe, som er en del af samme koncern, valgte vi at slå til, siger Lars Rasmussen.
Det er især profiler med kompetencer inden for kundeservice, salg og support, som kan komme i betragtning til de mange nye stillinger. Lars Rasmussen opfordrer interesserede til at sende ansøgningen straks.
”Rekrutteringen går over al forventning, og vi ansætter nye medarbejdere stort set hver dag. Det er meget positivt med den store interesse, og hvis man er på udkig efter et nyt job og kan se sig selv i rådgiverrollen, er det nu, man skal til tasterne og få ansøgningen af sted,” siger Lars Rasmussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top