Maja skal til Nobelfest i Stockholm
Bagsværd-Kostskole-17-16.jpg
Maja Louise Hansen er et af biotek-talenterne fra Bagsværd Kostskole & Gymnasium, der har gjort det så godt i store konkurrencer. For nylig vandt Maja tre priser i Forum, og en af dem sender hende til Nobel-festen i Stockholm. Foto: Kaj Bonne.
3. g-elev fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium vandt tre priser i Unge Forsker-konkurrencen

Til december skal den 19-årige gymnasiast Maja Louise Hansen fra Bagsværd Kostskole & Gymnasium finde gallaskruddet frem, når hun skal overvære Nobel-prisuddelingen og deltage i den efterfølgende fest.
– Jeg skal have købt en passende kjole, for det er et fint selskab, jeg skal til. Jeg glæder mig virkelig til den oplevelse, siger Maja.
Selvfølgelig har Maja endnu ikke vundet Nobelprisen, men til gengæld vandt hun ved Unge Forsker-konkurrencen i Forum tre priser. Heraf rejsen til Nobel-festen i Stockholm. Det var et malaria-projekt som udløste priserne, og det der særligt imponerede, var Majas evne til at formidle svært tilgængeligt stof for uindviede.
På Bagsværd Kostskole & Gymnasium startede Maja på det allerførste biotek-hold i 8. klasse i 2011. Bioteklinjen er en speciallinje, som løber i fem år fra grundskolen til gymnasiet. De første biotek-studenter løber rundt om træet i år, og Maja er iblandt dem.
– Vi har været en slags forsøgskaniner for biotek-linjen. Det er helt nyt, så fokus er blevet ændret og tilpasset, men samlet set har det været et positivt forløb, siger Maja.
Der blev ikke til helt så mange rejse- og turdage, som der var lagt op til. Men Maja har med sine klasser været på designcenter i Sorø samt en forsøgsuge i Island og som udvekslingsstudent i Belgien.

Konkurrencer
Tidligt i biotekforløbet fattede Maja interesse for at deltage i konkurrencer. Allerede i 8. klasse var hun med i ”Jagten på den vilde bakterie”, og senere har hun deltaget i ”Science Cup” og Etisk Råds etikdyst i 2015, hvor hun var på det vindende hold fra Bagsværd Kostskole & Gymnasium. Sammen med en klassekammerat fulgte hun et hold på DTU i syntetisk biologi og var i Boston i tre uger af sommerferien.
Maja har været en del af et program i ”Science Talenter Forsker”. Her fik hun kontakt til Rigshospitalets malaria-afdeling, hvor forskeren Casper Hempel arbejder med malariaparasitter. Dette projekt har Maja så været med i siden efterårsferien. Noget af det som Maja har undersøgt med Casper Hempel er parasitternes evne til at gemme sig i de røde blodlegemer. Det kan blandt andet føre til, at der opstår blodpropper i hjernen med tragiske følger for den smittede.
Netop disse undersøgelser – og særligt formidlingen af dem – førte til prisregnen over Maja Louise Hansen i Forum.

Sabbatår
Når 3. g forhåbentlig er veloverstået omkring 20. juni, vil Maja tage et sabbatår: – Jeg vandt 10.000 kroner, men da jeg overvejer at rejse til Asien, Australien, Afrika eller USA, bliver jeg det første halve års tid nødt til at arbejde for at spare op til rejsen, siger Maja.
Hun vil også bruge tiden til at finde det helt rigtige studievalg. Hun overvejer bioteknologi, medicin og design & innovation: – Måske synes politikerne, at det ikke er godt for samfundsøkonomien, at nogle tager et sabbatår. Men jeg vil være helt sikker, inden jeg træffer mit valg. Det vil være endnu værre for samfundet, hvis jeg foretager et forkert valg nu. Jeg synes helt ærligt, at jeg har knoklet hårdt i mange år, og jeg har behov for at være afklaret. Det vil sabbatåret hjælpe mig til, mener Maja.
Fritiden er som for alle andre 3. g’ere sparsom. Maja spiller højre back på Ølstykke FCs seniorhold i kvindesjællandsserien, hvor det er blevet til to sejre i de første tre kampe: – Min mor er fodboldtræner, så det var naturligt, at jeg startede som fire-årig. Som 10-årig begyndte jeg at dyrke teamgym, og selv om jeg var elitegymnast i Ølstykke, så passede mine ”stive ben” bedre til fodbold, som jeg begyndte på igen for tre år siden, griner Maja.
Når det ikke er fodbold, så nyder Maja at skrive til skolebladet, og hun er også med i en lille skriveklub på skolen, hvor medlemmerne leger med ordene. De morer sig blandt andet ved at skrive volapyktekster. Men volapyk var det i hvert fald ikke, da Maja fremlagde malaria-projektet i Forum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top