Annonce
Præstetanker uge 21
-

Himlens fugle

”Se på himlens fugle og markens liljer – når Gud har sådan en omsorg for dem, hvordan kan I så tro, at han ikke skulle have endnu mere omsorg for jer, som er hans børn? Så lad være med at bekymre jer for dagen i morgen”. Sådan siger Jesus i Bjergprædikenen i sin berømte opfordring til ubekymrethed. Det lyder så enkelt, og det er det vel også, og det er så svært.

Hvordan skal man dog kunne lade være med at bekymre sig for livet? Det meste af al menneskelig aktivitet går jo netop ud på at sikre sig over for dagen i morgen, dybest set i frygt for døden. Svaret på spørgsmålet bliver her: Det eneste, der kan løfte bekymringen væk fra menneskelivet, er tilliden til, at du er Guds barn. I dåben bliver det sagt ”Du er Guds elskede barn”.

Fotokonkurrence

Fred var engang emnet for en stor fotokonkurrence. Et billede af nogle majestætiske ranke svaner, der svømmede mellem vandliljer vandt tredjepladsen, et gammelt og smukt bondehus i et snelandskab, hvor levende lys i skinnede ud mellem de småsprossede vinduer fik andenpladsen og førstepladsen gik til et lidt mærkeligt foto: Et vandfald, der løb ned af stejl fjeldside. Vandet havde fart på ned over skarpe sten. Men kiggede man nøje fik man øje på en lille birkegren, der havde haget sig fast og vokset ud fra fjeldets side og på den gren sad en fugl med hovedet under vingen og sov. Den havde fundet et fredeligt sted midt mellem skarpe sten og sprøjt og larm fra vandfladet. Her var trygt. Ingen fare. Fred og ro midt i larmen.

Stilhed

Fuglen midt på den barske bjergside minder om vores vilkår. Midt i larm og uro, midt i al liv og glæde dér må tilliden hægte sig fast og tilbyde et helle. Guds børn er ikke sikret et succesrigt og smertefrit liv, og de må øve sig i ikke at bekymre sig for dagen og vejen.

Fuglenes sang er tegn på sommer. Indgangen til lange dage og lyse nætter med duftende syrener og smukke blomster med et overskud af farver og former. Det er meget at glæde sig over i det små: I stilhed og ro kan vi lytte til fuglenes sang, gå en tur ved Bagsværd sø og måske tænke på himlens fugle og markens liljer, der ikke bekymrer sig for dagen i morgen.

Sognepræst i Stengård kirke,
Karen-Lisbeth Gøricke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top