- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Tak til Thisted

AB Gladsaxe er millimeter fra oprykningen

Et forspring på ni point og en helt suveræn målscore med fire kampe tilbage. Man skal som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Men helt ufatteligt meget skal gå galt, hvis ikke AB Gladsaxe rykker op i 1. division. Forfølgerne skal hente 10 ud af 12 mulige point.
Søndag blev Thisted besejret med 3-0, og det betyder, at AB Gladsaxe har hentet seks point mod jyderne, der i den grad deler gaver ud. Da AB Gladsaxe vandt 1-0 i Thisted var det på et skud, der blev rettet af kort før slutfløjtet, men det blev langt værre på Gladsaxe Stadion.
At Tobias Thomsen var offside, da han scorede til 1-0, kan Thisted ikke bebrejde sig selv.
Men da Tobias Thomsen gjorde det til 2-0 kort inde i 2. halvleg, fordi Thisted kiksede en tilbagelægning, var det slemt, og det blev endnu værre, da Thisted fulgte op med et selvmål til 3-0.
For en god ordens skyld misbrugte Thisted lige et straffespark. Jannich Storch i AB Gladsaxes mål gik til den rigtige side og holdt for ottende gang i foråret målet rent.
Thisted spillede en primitiv omgang fodbold med meget losseri, så AB Gladsaxe sjældent blev udfordret.
AB Gladsaxes forsvar virkede igen bundsolidt, selv om Niocolai Høgh ikke holdt længe. Der er kommet stabilitet med en grundopstilling med Jonas Henriksen og Andreas Moos som sikre backer og Matti Olsen har i den grad grebet chancen i centerforsvaret.
AB Gladsaxe skal lørdag på udebane mod Aarhus Fremad.