Hjertestarter på Buddinge Station
Skal øge trygheden på S-stationen

Når et hjertestop indtræffer, betyder hurtig hjælp forskellen mellem liv og død. Nu har Buddinge Station fået en hjertestarter, som skal gøre rejsen mere tryg for de over 6.500 passagerer og DSB-ansatte, der hver dag færdes på stationen. Hjertestarteren er doneret af TrygFonden og hænger ved udgangen til perronen for enden af trappen, så den er tilgængelig hele døgnet.
Hjertestarteren på Buddinge Station er en del af et femårigt samarbejde mellem DSB og TrygFonden. Samarbejdet betyder, at der hænges hjertestartere op på 65 udvalgte togstationer i hele landet, og samtidig udstyres samtlige 520 DSB-tog og S-tog med hjertestartere. TrygFonden står endvidere for at uddanne 650 medarbejdere på stationerne og 100 supervisorer i togene i livreddende førstehjælp og brug af hjertestarter.
– Vi er meget glade for, at der nu kommer en hjertestarter op på Buddinge Station. Forskningen viser, at trafikknudepunkter som togstationerne er højrisikosteder for hjertestop, og derfor er det et strategisk godt sted at placere hjertestartere. Der færdes mange mennesker på Buddinge Station hver dag, og med den nye hjertestarter er hjælpen nær, hvis en person skulle falde om med hjertestop, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top