”Landskamp” for 70-årige
USA-2.jpg
Det amerikanske hold var samlet for nogle måneder siden, og de er her fotograferet i deres farvestrålende trøjer. Foto: Privat
ABs superveteraner møder hold fra USA

Onsdag den 15. juni om formiddagen afvikles èn af første internationale fodboldkampe på ABs anlæg på Skovdiget i Bagsværd, hvor spillerne på begge hold er over 70 år. Opgøret bliver betegnet, som lidt af en ”verdenssensation”, da der ikke tidligere er registreret kampe på dette aldersmæssig niveau.
Gæsterne fra USA kommer med et udvalgt hold på 15 spillere fra forskellige stater, og det er et led i deres turné i Danmark, at de spiller på AB. Amerikanerne har tidligere deltaget i en større turnering i Tokyo i Japan, men det er første gang, at de besøger Europa. Initiativtageren til rejsen til Danmark er, Kim Bergenser, der i sin ”spæde” ungdom spillede i København KFUM i Emdrup.
-Jeg har gennem flere år talt med de forskellige spillere i USA om, at det kunne være herligt, hvis vi lavede en tur til Danmark, siger Kim Bergenser fra Portland, USA. Vi har sammensat et hold af flere forskellige nationaliteter, og ser frem til at møde nogle ”jævnaldrende” fodboldspillere i Danmark. Vi spiller også mod ØB i Fælledparken og mod KFUM i Emdrupparken, ligesom AB også har lavet en ”mini-turnering” lørdag den 18. juni, hvor otte hold deltager. Det er med ”kun” fem spillere på hvert hold.

Fodbold er sagen
I forbindelse med de seneste års videnskabelige undersøgelse om fodboldspillet og dets positive betydning for ”aldring”, og diverse sygdomme, som diabetes og demens, af bl.a. professor Peter Krustrup, er det glædeligt, at der herhjemme efterhånden findes mange fodboldspillere, der er højt op i alderen, og mange har rundet de 70 år, og nogle spiller flere gange om uge. I KBU-regi er der oprettet en sommer/vinter-turnering, men det er med blot fem-spillere på hvert hold på en mindre bane.
På ABs Superveteran-hold til kampen, er der flere ”stjernespillere”. Blandt andet tre tidligere landsholdsspillere, Verner Nielsen (84 år), Flemming Nielsen (82 år) samt Niels Yde (71 år), mens Søren Hansen, har spillet knap 400 divisionskampe for henholdsvis, Lyngby og AB. Matchen bliver ledet af den tidligere UEFA-dommer, Søren D. Sørensen, Taastrup.
• Vi glæder os vældigt til dette amerikanske besøg, og det bliver interessant at måle os på et internationalt niveau, siger John Andersen, AB (holdleder). Vi mener selv, at vi er de ”bedste” herhjemme, idet vi har vundet både sommer og vinter-turneringer under KBU i de senere år. Men naturligvis bliver lidt anderledes for os, at vi spiller på ”stor” bane, hvor der skal løbes betydelig mere, smiler holdlederen.
Opgøret er lidt af en ”verdenssensation”, og kommer formentlig i ”Guiness Book of Record”, da det er første gang (så vidt vides), at der spilles en international match, hvor alle spillere er fyldt 70 år.
Kampen starter onsdag kl.11.00 på Skovdiget i Bagsværd, hvor alle er velkommen til at nyde matchen – og det gode vejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top