- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Nu kommer der skilte

Beboere på Græsmarken og Ærtemarken skal hjælpes

Man må godt parkere på Græsmarken og Ærtemarken ved siden af den nye store kontorbygning på Tobaksgrunden, hvor bl.a. Post Nord holder til. Men parkeringen bliver nu som en prøveordning gjort tidsbegrænset, så man kun må holde i to timer. Og det skal gerne føre til, at beboerne på vejen kan komme til at holde ved deres egne huse.
Siden Post Nord flyttede ind, har en lang række medarbejdere valgt at parkere på de to veje, fordi de ikke har lyst til at betale for at parkere inde på Tobaksgrunden.
Fra kommunal side har man holdt nogle møder med de firmaer, der er flyttet ind, for at få dem til at stille gratis parkeringspladser til rådighed for medarbejderne, men det har ikke givet det ønskede resultat.
-Så nu prøver vi med tidsbegrænset parkering på de to veje og ude på Ring 3, hvor der også parkeres lystigt. Selvfølgelig kan man teoretisk flytte viseren på p-skiven hver anden time, men det er jo svært, når man er ude med post langt fra Tobaksgrunden, siger Ole Skrald Rasmussen (A), der er formand for trafik- og teknikudvalget.