Uforståelig lukning af svømmehallen
Svømmehal-41-06.jpg
Til borgmesteren, byrådet og Gladsaxe svømmehals ledelse

Jeg har med stor forbavselse og ærgrelse læst på Gladsaxe kommunes hjemmeside, at man påtænker at sommerferielukke Gladsaxe svømmehal i 3 uger i 2016. Det drejer sig om ugerne 29, 30 og 31.
Vi er rigtig mange brugere af svømmehallen som stiller spørgsmålet, om det ikke er en fejldisposition?
Svømmehallen har aldrig før benyttet sommerferielukning og da samtidig de udendørs badefaciliteter holdes åbne i nævnte periode, mener vi, at det vil være til mere skade end gavn at lukke den indendørs svømmehal.
Personalet skal være til stede under alle omstændigheder, og hvis der skal laves nogle mindre renoveringer/reparationer (f.eks. de manglende skabslåse i omklædningsrummene), kan disse sikkert klares i eller udenfor åbningstiden. Især med tanke på den kommende lukningsperiode på 8 til 9 måneder til næste år.
Så derfor, kære borgmester, som også er bruger af svømmehallen, håber vi på, at der kan findes en løsning, så lukningen af svømmehallen kan udsættes til næste år. Alt andet vil lugte af en smålig økonomisk besparelse og vil være til stor unødvendig gene for svømmehallens brugere.
Til orientering skal lige nævnes, at jeg er helt klar over, at Bagsværd svømmehal har åbent i den pågældende periode. Men det ændrer ikke på generne. Bagsværds lille svømmehal kan ikke erstatte Gladsaxes svømmehal, slet ikke om sommeren.
Med håbet om en positiv løsning til gavn for Gladsaxes borgere.

Leif Steffensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top