Der males til den store guldmedalje
Byens-Arena.jpg
Børnene har det herligt under sommerferieaktiviteterne på Byens Arena. Flere end 150 børn og unge har indtil videre ydet deres kunstneriske bidrag til den afsluttende gadefest 6. august. Foto: Jan Løfberg.
Børn og unge fra Høje Gladsaxe udlever deres kunstneriske ambitioner i teltet på Byens Arena

Det har indtil videre været en stor udfordring at tiltrække folk til Byens Arena i Høje Gladsaxe. Men nu ser det i hvert fald ud til, at man har fundet en genvej til børnene. I sommerferieugerne er Beboerrådgivningen rykket ud i Byens Arena med aktiviteter, blandt andet et kunstprojekt for børn.

– Børnene har virkelig taget godt imod mulighederne for at male og lege med farver, siger Jane Jandu og Hisham Ali fra Beboerrådgivningen.

– 150 børn har ind til videre malet kunstværker, og jeg er sikker på, at mange flere vil finde vej til vores telt de kommende uger, fortæller billedkunstneren Anders Benmouyal, der står for den faglige kompetence i projektet, der er kommet i stand mellem kunstneren selv og Ung til Ung ved Anna Rytter. Gladsaxe Musik- og Billedskole har bidraget med materialer, fordi man på denne måde kan komme tæt på børnene i Høje Gladsaxe.

Købt fri

– Værkerne, som børnene og de unge, har lavet, tager udgangspunkt i Høje Gladsaxe byggeriet og skaber baggrund for endnu et forløb i uge 31, når jeg har bearbejdet materialet og vender tilbage sammen med medarbejdere fra Dyrup, der er købt fri til socialt arbejde, hvor det så males op på store betonvægge. Farverne vi har arbejdet med, er en palet af farver, der først rammer markedet i 2017, fortæller Anders Benmouyal.

Og børnene har virkelig kastet deres liv og sjæl ind i skabelsesprocessen. Noget af det, som allerede er blevet malet færdigt, er sat ind i en container og ser særdeles lovende ud.

Der er på alle måder lagt op til en spændende afsluttende fernisering 6. august, når borgmester Karin Søjberg Holst (A) kommer og åbner gadefesten i Byens Arena kl. 15. Her vil alle børnenes billeder blive hængt op, og om aftenen afsluttes med en Midnight Open Air-filmforevisning af Junglebogen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top