”Her er jeg”-kuffert bliver digital
GustavogAlma.jpg
Gustav fra børnehuset Humlebien ser på, mens Alma tager foto af sin familietegning til den elektroniske kuffert. Foto: Privat.
De nye skole-elever skal også bruge it med det samme

Alle børn fra dagtilbuddene der skal starte skole i Gladsaxe Kommune laver en ”Her er jeg”- kuffert, som de har med på deres første skoledag. Kufferten, der skal hjælpe og støtte dem med overgangen fra dagtilbud til skole, bliver nu digital.
Et målebånd, der kan illustrere barnets højde, en tegning af familien og illustrationer af tanker og forestillinger om skolen. Igennem de sidste ti år har alle kommende skolebørn i Gladsaxe Kommunes børnehuse lavet en ”Her er jeg”- kuffert med indhold, der skal hjælpe og støtte barnet med at præsentere sig selv til lærere, pædagoger og klassekammerater, når de starter i børnehaveklassen.
Fra sommeren 2017 går kufferten fra at være analog til at blive digital i hele kommunen. Allerede denne sommer afprøves den i områderne Skovbrynet, Vadgård og Mørkhøj/Enghavegård. Her skal børnene arbejde med deres kufferter på IPads i app’en bookcreator, hvorefter børnenes forældre og skoler får adgang til dem via intranet.

Digitalisering er fremtiden
Digital teknologi er en naturlig del af læringsmiljøet i Gladsaxe, og derfor giver det god mening, at kufferten nu også gøres digital, mener Projekt- og områdeleder Henrik Boman.
– Selvfølgelig er der nogen, der synes, at man mister noget, når kufferten sendes elektronisk fremfor at have den fysisk i hånden. Men elementerne i kufferten arbejdes der stadig med på mangfoldige måder. Børnene øver sig i brugen af IPads, og styrker på den måde viden og læring om at arbejde digitalt, og det er også det, de vil blive mødt af i skolen, siger han.
Selvom kufferten bliver digital, er formålet stadig det samme. Den skal gøre, at overgangen fra dagtilbud til skole bliver så sammenhængende som muligt.
Børnene får med kufferten noget genkendeligt med, når de forlader børnehuset og rykker over i skolen, mens lærere og pædagoger får et forhåndskendskab til børnene, forklarer Henrik Boman.
– Arbejdet med kufferten i børnehaven gør også, at børnene er mere forberedte på, hvad der venter dem i skolen, og det skaber også mere tryghed, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top