Her kommer skolereformen på tværs
Volleyball-05-27-16.jpg
Når man er øvet, kan man jo lige brillere med en springserv. Foto: Kaj Bonne
Volleyball må kæmpe for at få medlemmer

Dommedagsprofetierne nærmest stod i kø op til introduktionen af skolereformen med længere skoledage. Men det gik faktisk ikke så galt. Mange idrætsklubber er hårdt presset for overhovedet at kunne tage imod de børn, der gerne vil dyrke f.eks. fodbold, svømning, gymnastik og basketball.

Men der findes idrætsgrene, der klart er blevet ramt. Det gælder bl.a. også for Lyngby-Gladsaxe Volleyballklub, der har været med i årets sommerferieaktiviteter med en træningsuge på Buddinge Skole

Her myldrede det med børn, der med masser af bistand fik kendskab til sporten. Kids volley er nok det mest børnevenlige spil overhovedet, fordi man simpelt hen ikke kan undgå at blive inddraget, og fordi der findes meget simple spil, som man så kan bygge videre på.

Så alt i alt ganske positivt, men der skal skaffes træningstider, som helst ikke skal kollidere med et normalt familieliv, og her er volleyballklubben udfordret.

-Mange er ramt, da nogle af instruktørerne er skolelærere, der nu har fået længere arbejdsdage på skolerne, så de ikke kan stå i hallerne og træne som de kunne før, siger Carsten Olsen fra ungdomsafdelingen.

Eleverne er væsentligt senere i skole, så det kniber for nogen med at kunne være til træning kl. 16.00.

Ydermere er 8. klassernes konfirmationsforberedelse for nogles vedkommende rykket til senere tidspunkter, så de ikke kan deltage i træningen.

-Vi har forsøgt at køre videre som førhen, men vi har efterhånden konkluderet, at teenagernes træning først kan starte kl. 17 og ikke som tidligere kl. 16.

Det skaber selvfølgelig nogle udfordringer med mindre fleksibilitet, når træningsplanen skal lægges, samt spidsbelastningstidspunkter, hvor hallen bliver fyldt til bristepunktet, siger Carsten Olsen.

Trods problemerne udvikler man mange gode spillere i klubben, og herreholdet klarede sig jo forrygende i debutsæsonen i den bedste række.

Ny træner for herreholdet er amerikaneren Fred Sturm, der i 10 år var træner for herrelandsholdet. Fred Sturm afløser Denisz Janka, som er hentet til Gentofte.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top