- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Præstetanker uge 30

Sidste Nyt fra Himlen
10. søndag efter Trinitatis

Er I der, Gladsaxe?!?

NÅR LUKAS GRAHAM GÅR PÅ SCENEN til Tinderbox, råber han: ”Er I der, Odense?” Når Kim Larsen går på Plænen, råber han: ”Er I der, Tivoli?!?” og vi brøler begejstret: ”JAAAHH!!!” Håndbold- og fodboldspillere venter også et jubelråb, når de løber på banen i Gladsaxe Sportscenter.
Når gudstjenesten begynder på søndag i din kirke, siger Jesus: ”Er I der, Gladsaxe?” Hvad svarer du så?

Vil I lege med?

Jesus fik rigtig meget kritik for at gå rundt med folk, som andre ikke kunne acceptere. Hans fætter, Johannes Døber, fik lige så meget kritik for at pege på hvor pinlige vi alle sammen er inderst inde. (Matthæus 11,16-24)
Gud har svært ved at gøre mennesker tilfredse. Gud vil lege den leg, der hedder ”Hvem kommer først til MIG?” Så løber alle børnene ind i storebrors eller mors åbne arme. Gruppekram!
Mange mennesker vil ikke lege den leg. De vil hellere lege ’politi og røvere’ eller andre lege, hvor man deler folk op i de rigtige og de forkerte. Mit hold, det er de rigtige.

Spirituel øvelse

Her er en træningsøvelse i kristen spiritualitet.
Find et sted, hvor du kan sidde roligt og se rigtig mange forskellige mennesker. En park, en strand, foran supermarkedet, ved skoleporten, foran fjernsynet når de viser folketingsdebat… vælg selv.
1) Se på og sig tak!
Hvert menneske, der går forbi, er et af Guds mennesker. Se på hver enkelt og sig for dig selv:
”Gud, tak fordi du har fundet på det menneske dér. Lad ham/hende få en god virkning på verden og livet.”
2) Se ind og bed for!
Hver gang du mærker, at der er en du ikke bryder dig om, så se på personen og sig:
”Gud, gør det menneske til en god person – og hvis du skal bruge hjælp til det, kan du kalde på mig.”

Vask tavlen ren!
Jesus siger, at han er kommet for at gøre verden ny. Så han vil også gøre os nye.
Begynd med at få et nyt liv ved at blive døbt. Så kom i kirke på søndag og få vasket tavlen ren når du går til alters. Hvis du er heldig, skal I synge nr. 367:
Vi løfter vore hænder op
i bøn for verden.
Lad dem, som lider, finde værn
mod kolde hjerters is og sne!

Så på søndag råber Jesus: ”Er I der, Gladsaxe? Er I der for hinanden?”

Kærlig hilsen
Morten Miland Samuelsen
Haraldskirken
Høje Gladsaxe