Sommer, softball og godt humør på Isbanevej
softball1-1.jpg
Der blev lyttet til træneren, Daniel Søby. Foto: Privat.
15 mødte op for at stifte bekendtskab med softball

”Sommeren er den årlige tilladelse til at være doven”. Omtrent sådan har den amerikanske forfatter Regina Brett sagt om årets varmeste måneder. Måske har hun ret, men i uge 27 summede Isbanevejs softballbane af liv, så det var tydeligt for enhver, at dets gæster er gået i alt andet end sommerdvale.
Igen i år har Gladsaxe nemlig sommeraktiviteter på menuen til kommunens folkeskolelever. Hele 42 sjove og spændende aktiviteter kan børnene vælge mellem, fra svømning over gymnastik til rollespil. Og på Isbanevej ved Gladsaxe Stadion kunne man høre vendinger som home run, pitcher og batter, da 15 sommeraktive børn fra 4. – 7. klasse fordybede sig i sporten med de amerikanske rødder.
”Det er virkelig sjovt, man lærer en masse,” siger Louise Valdal, som er 11 år og går på Bagsværd Kostskole, om første træningsdag. ”Og der er en helt speciel teknik,” istemmer Mia Traneberg Poulsen fra Gladsaxe Skole, der ligeledes er 11 år. Ingen af pigerne har spillet softball før, men er begejstrede for sportens alsidighed, hvor de både får mulighed for at løbe, kaste og gribe.

En inkluderende sportsgren
Softball er en mindre sport i Danmark, men det er samtidig en af dens styrker, ifølge Daniel Søby fra Gladsaxe Softball Klub, den ene af dagens to trænere. ”Du lærer alle at kende,” siger Daniel, og fortæller yderligere, at efter hans egen erfaring er softball en imødekommende sportsgren for børn, da konkurrenceelementet ofte er nedtonet.
Arrangementets anden træner, Meg Bewer, ligeledes fra Gladsaxe Softball Klub, oplyser, at der i klubben også er børn med hørehandicap og indlæringsproblemer, og at dette ikke er en hindring for at nyde sporten. Piger og drenge er i øvrigt tit at finde på samme hold.

Softball er også udfordrende
Den venlige tone i de danske klubber, og det tilgængelige element ved sporten, betyder dog ikke, at softball ikke kan give sunde udfordringer. Ifølge Mia Traneberg Poulsen har nogle af øvelserne været lidt svære, men efter lidt træning er det lettere, synes hun. Men først og fremmest har det været en sjov dag for begge piger.
Dansk Softball Forbund blev grundlagt i 1978 og har i dag 1000 medlemmer fordelt over 13 klubber. Måske er nummer 1001 på vej, da Louise Valdal er blevet så glad for at spille softball, at hun overvejer at begynde at spille i klub. At hverken Louise eller de 14 andre fremmødte børn er dovne men glade for softball ses i hvert fald tydeligt i frokostpausen, hvor højest 20 minutter går med at indtage madpakkerne. Resten af tiden går med at batte (skyde) og pitche (kaste) til og med den lille bold. Måske børnene endda når at mestre det berømte home run, hvor man batter så langt ud på banen, at man kan nå at løbe hele vejen rundt, inden ugen er forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top