- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Det bliver et hit

Litteraturlegeplads i Bibliotekshaven ligner et udflugtsmål

I mange, mange år har det bare været en græsplæne. Nu er det Danmarks første litteraturlegeplads, og det ligner et sted, hvor vuggestuer, børnehaver, skoleelever og andet godtfolk vil strømme til. For her kan man få rørt sig på den gode, sjove måde og nok også få lært lidt.
I forbindelse med Gladsaxedagen blev legepladsen, der vender ud mod Kildebakkegårds Alle taget i brug, og ”kunderne” stod i kø for at prøve tingene af. Selv ved 21-tiden var der gang i den
-Jeg håber, det bliver hele Gladsaxes nye grønne oplevelsesrum, sagde borgmester Karin Søjberg Holst (A), da hun holdt indvielsestalen.
-Uanset hvor man kigger hen, så er der litterære referencer, der inviterer ind i den nordiske børnelitteraturs verden gennem bevægelse og leg. Både de elskede klassikere og de nye helte og heltinder står og venter på at blive taget i brug. Bibliotekshaven er et sted, hvor børn kan leve sig ind i bøgernes verden med citater, figurer og fortællinger. Og lege, læse, opleve og føle.

Her kan børnene lege butiksleg med ”Palle alene i verden”, klatre på Cirkelines sorte prikker, vippe på en fyldepen, spejde ud over byen fra Antboys tårn eller måle højde med Lange Peter Madsen.
Bøgernes magiske verden er trukket ud i byens rum.
-Jeg er næsten sikker på, at vores nye litteraturlegeplads bliver et helt naturligt samlingssted for børn og familier.

Bibliotekshaven 04 35-16
Foto: Kaj Bonne.