- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Gladsaxe-Hero er ved at få greb om tingene

Træningsturnering viste fremgang op til sæsonstarten

Gladsaxe-Hero endte på sidstepladsen i sin egen træningsturnering lige op til sæsonstarten ude på lørdag mod Lundtofte i serie 1. Det blev til to nederlag og en uafgjort kamp. Men træner Carsten Rust kunne se mange positive ting på holdet undervejs.
-Forsvaret fungerede fint bortset fra et par personlige fejl, og vi fik scoret nogle mål og spillet os frem til en del chancer, sagde han efter lørdagens kamp mod Herlevs reservemandskab. Kampen endte 2-2 og Herlev vandt det efterfølgende straffeparkskonkurrence, da værterne misbrugte to spark.
35-årige Nicolai ”Molnar” Winsløv er vendt tilbage til truppen og med sin rutine kan han centralt i forsvaret styre de unge spillere.
I front råder Gladsaxe-Hero over David Ledstrup og Kristijan Kiki Koropanov og de nettede begge mod Herlev.
-I de tre første kampe må vi se bort fra Andreas Bønnelycke, der skal til bryllupper, men ellers har vi jo kun mistet Frederik Vendelbo til VB 1968, siger Carsten Rust.
Gladsaxe-Hero førte 2-0 mod Herlev, der fik reduceret, da Andreas Damgaard i målet kom alt, alt for sent ned til et skud og udlignet, da en bold blev hamret ind.
Blandt de nye hos Gladsaxe-Hero er Kasper Vilhelmsen, der på venstrekanten gjorde det ganske fornuftigt.