Gladsaxesvømmeren Pernille Blume leverede positivt chokresultat
pernille.jpg
Pernille Blume fik ekstra gejst efter sin selvvalgte pause, og det er nok en af forklaringerne på det superbe resultat. Foto: Team Danmark.
Ved årsskiftet havde Pernille Blume fra Gladsaxe Svømme Club (GSC) fået nok.

Det var ikke sjovt længere. Hun valgte at holde en pause et par måneder. Lørdag vandt hun guld på 50 meter fri ved OL i Rio og lidt senere bronze som deltager i 400 meter medley.
Ikke siden ved OL i London i 1948 havde Danmark vundet en guldmedalje i svømning, og før OL lå det i hvert fald ikke i kortene, at det skulle blive Pernille Blume, der skaffede guldet. Hun havde tidligere mest gjort sig bemærket som deltager på forskellige holdkap-mandskaber med adskillige medaljer som det synlige resultat.
Hun kvalificerede sig i noget nær sidste øjeblik til OL, og så skete der pludselig ting og sager. Hun havde bedste tid i de indledende heat, og det gav en god plads i finalen, hvor der dårligt er tid til at trække vejret. Pernille Blume virkede næsten lige så overrasket som alle andre, da hun kiggede op på resultattavlen. Men den var god nok. OL-guld og dansk rekord i tiden 24,09. Verdens niendebedste tid gennem tiden.
Løbet blev fulgt af en række klubkammerater, der var samlet i klublokalet trods det sene tidspunkt.
Nu skal Pernille Blume hyldes. Hun vil givet få et væld af idrætspriser og må være topfavorit til at blive årets idrætsudøver i Gladsaxe.
Hun begyndte som 4-årig i GSC og efter nogle år i Sigma vendte hun i fjor tilbage til GSC.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top