- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Lækkerierne slippes løs

MENY Bagsværd tager et længere tilløb og tyvstarter åbningen af det moderniserede supermarked

Da ombygningen, moderniseringen og renoveringen af MENY Bagsværd blev skitseret på tegnebordet, ønskede købmand Steen Johansson at indfange lyset. Supermarkedet skulle fremstå imødekommende, lyst og venligt.
Gladsaxe Bladet kaprede den travle købmand i sidste uge, og han så ud til at være tilfreds med resultatet. Endnu er slutresultatet ikke kommet på lystavlen, men de allersidste detaljer var ved at blive gjort klar.
– Derfor kan vi tyvstarte med en forpremiere allerede torsdag 1. september, selv om vores officielle åbningsdag først er lørdag 3. september, siger Steen Johansson, men mobilen bipper og der bliver revet i ham fra højre og venstre.

Plads på gangene
Der er blevet mere plads på gangarealerne, så det er nemmere at overhale en anden kunde med indkøbsvogn, særligt omkring ferskvareafdelingen – fisk, slagter og delikatesser – er gulvpladsen blevet udvidet qua en smartere indretning. Ferskvareprodukterne præsenterer sig også bedre, og det er supermarkedets ambition at være lokalområdets spydspids inden for delikatesser og lækkerier.
– Ombygningen er jo foregået løbende, og vi har trukket meget store veksler på kunder, medarbejdere og naboer i området, men alle har været flinke til at bære over med os, siger Steen Johansson.
I forbindelse med ombygningen har MENY udvidet varesortimentet med 20 procent. En særlig indsats er gjort inden for området af de såkaldte ”fri for”-varer. Altså gluten- og laktosefri produkter, som oplever en eksplosiv fremgang. MENY har anbragt disse varehylder tæt på indgangen og har også et tilstødende køleskab med disse særlige produkter.
I bunden af supermarkedet er der en lille hyggekrog, en vinbar, hvor vinmanden jævnligt vil lukke flasker op til smagning. Det gælder både vin og spiritus. Også blandt specialøl udvider supermarkedet sortimentet betragteligt.
Lørdag fra kl. 13-14.30 har du mulighed for at banke AB Gladsaxes fodboldprofiler i bordfodbold. Jannich Storch, Tobias Thomsen, Nicolai Høgh og Kasper Kristensen er klar til at sætte deres ære på spil i det fodboldspil, hvor man skal være skrap til at bruge hænderne.

Salatbar 01 35-16
Lige over for ferskvareafdelingen er der opstillet en splinterny salatbar.
Foto: Kaj Bonne.