- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Læsefærdighed

Jeg ser, at Susanne Palsig i Gladsaxe Bladet 9/8 påstår,

at jeg ikke kan lide cykelstier. Gad vide hvor hun har læst det. Det jeg er imod er unødvendige cykelstier.
Hun påstår så, at der er megen trafik. Iflg. Flemming Holst (Ø) er der knap én bil pr. minut i gennemsnit. Prøv at stille jer op ved en vej og se hvor meget det er.
Så fortsætter Susanne Palsig med lige netop at cementere den påstand jeg er kommet med: Man ønsker at lægge så mange cykelstier for at fremstå som en cyklistvenlig kommune. Jeg burde vel sige tak for den tydelige demonstration af det rigtige i min påstand. Ole Rasmussen (S) underbyggede også påstanden, da han fortalte at planerne allerede var klar og aftaler med entreprenørerne var på plads, inden borgerne blev informeret.
Det er klart, at de to omtalte politikere reagerer sådan, for de har jo begge vedtaget den millionstore plan på et, efter beboernes synspunkt, særdeles ufuldstændigt grundlag. Det kan selvfølgelig forklares, hvis baggrunden er byrådets ønske om at blive cykelkommune i 2017. Vi befaler og I betaler.
Vi kan beskytte vore cyklende børn lige så godt på mere begavede måder, der samtidig tager hensyn til de mennesker, der bor der 365 dage om året.

Bjørn Jensen
Bagsværd