- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Social fodboldklub med ambitioner

Søborg Football Club vil være klubben i Vadgård-området

Kontingentet er lavt. Og hvis man betaler sit kontingent og passer sin træning, så kommer man også til at spille på hold. Her er der ikke noget med at blive vraget til fordel for en spiller, der kun dukker op til kampene. Det er socialt, så det batter, men det er også et sted, hvor man tager kampene alvorligt.
Det er en del af filosofien i Søborg Football Club, der har set dagens lys med Vadgård Skole som base.
-Vi var nogle gutter, der havde været lidt rundt i forskellige lokale klubber, hvor vi syntes, at vi havde fået nogle dårlige oplevelser. Man ville godt have vores kontingent, men det kneb med at få spilletid, fortæller Christoffer Granum, der ud over at være en solid venstre back også er den praktiske gris omkring mange af de ting, der skal på plads i en relativ ny klub, hvor han også er næstformand.
-Vi kontaktede Gladsaxe Kommune, der henviste til tre fodboldbaner. Vadgård Skole havde den bedste bane, og banen havde den fordel at den lige akkurat overholder de arealmæssige mål, som er et krav fra Sjællands Boldspil Union, når der skal spilles turneringskampe, fortæller Christoffer.
Det hele faldt på plads for et års tid siden, og så gjaldt det bare om at komme i gang. Hjulpet på vej med gode råd, tegnede Christoffer et flot logo, der blev købt spilledragter, og der blev skaffet de remedier, der skal til for at få træningen til at fungere med diverse øvelser.
Oprykning
Som ny klub startede Søborg FC i serie 6. Som man strøg lige igennem med en målscore på 52-6.
-Vi tabte den sidste kamp, hvor vi var sikre på oprykning, og hvor modstanderne skulle vinde for at rykke op i serie 5 sammen med os.
-Foreløbig er vi lidt over 20 spillere, men vi har hørt, at flere er på vej, fordi de har haft samme negative oplevelse som os. Standarden er pæn høj, synes jeg.
Vi har spillere, der kunne klare sig på øverste serieniveau. Yngste spiller er 18 år og den ældste er 32. Foreløbig styrer vi selv træningen, men vi håber at få en træner, siger Christoffer.
Kontingentet er på 1.000 kr. om året og 600 kr. halvårligt, hvis man ikke lige har råd til at lægge alle pengene på en gang.
-Vi har styr på økonomien, så først nu går vi i gang med at lave en hjemmeside, for der skulle lige være råd til at købe et domæne.
Pigefodbold kommer på programmet. Christoffers kæreste vil spille og hun tager sine veninder med, så Søborg FC kan stille hold i en 8 mandsrække.
-Vi vil også have børnefodbold på programmet. Ambitionen er at kunne tilbyde både en fodboldskole og sommerferieaktiviteter næste år, siger Christoffer.
Mens nogle af kommunens andre klubber har nærmest håbløse omklædningsforhold på skoler, så kommer der nærmest ekstra lys i Christoffers øjne, når han fortæller om faciliteterne på Vadgård Skole.
-De er simpelt hen bare så flotte, så dem er vi vildt begejstrede for, siger Christoffer.
Han kan kontaktes på enten gcgranum@gmail.com eller på mobil 2288 1408.