Annonce
Sort uge for Gladsaxe-Hero
Værebro-HERO-02-35-16.jpg
Der er otte Gladsaxe-Herospillere i målsparksfeltet, men VB1968 får alligevel lov til at score til 2-0. Foto: Kaj Bonne.
Holdet har stadig ikke fået point efter fire kampe

Det går rigtig skidt for Gladsaxe-Hero i serie 1. Efter fire kampe er der et 0 på pointkontoen, og spillet giver ikke grund til meget optimisme.
I ugens løb blev det til to nederlag. Lokalopgøret mod VB1968 i Værebro gav en sejr på 2-1 til værterne.
Først begik Gladsaxe-Hero et klodset straffespark, som VB 1968 udnyttede, og så fik VB 1968 lov til at heade et hjørnespark i mål til 2-0. Kristijan Koropanov fik reduceret.
Gladsaxe-Hero brugte ufattelig meget energi på at protestere mod dommerens kendelser – måske i troen på, at han ville lave dem om. Det førte også til en tidsbestemt udvisning, da man ellers skulle kæmpe for i det mindste at få uafgjort.
Lørdagens kamp mod Herstedøster gik helt galt. Gæsterne vandt med 5-0. Fra det 9. til det 23. minut kom Herstedøster på 3-0.
Gladsaxe-Hero har scoret to mål i de fire kampe og lukket 14 ind.
Til gengæld går det fint for VB1968, der er med helt fremme med syv point ud af nu mulige. Onsdag aften er der pokalkamp i Værebro 17.30 mod Fremad Amager.

Bagsværd tabte igen
Bagsværd mødte Rosenhøj i sæsonens tredje kamp. Det blev en kamp med meget få chancer, hvor begge hold placerede sig godt, og hvor de offensive spillere havde det svært på begge hold. Bagsværd spillede sig til en åben målchance og to halve chancer, men fik ikke udnyttet nogen af disse. Rosenhøj havde reelt ikke en chance i åbent spil, men fik scoret kampens enlige mål efter et hjørnespark, hvor Bagsværds opdækning svigtede.
-Vi har nu lidt to nederlag på 0-1, hvilket er utroligt ærgerligt. Specielt fordi vi i begge kampe har haft chancerne til at give kampene et andet udfald. Når man kan holde sin modstanders målscore nede på et mål, bør man ikke stå tilbage med kun 0 point. Vi har desværre fået en start på sæsonen, der ligner sidste sæson, men har fortsat en tro på at pointene kommer, siger træner Flemming Bockelund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top