- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Stort resultat af stor dreng

Judokæmperen fra Gladsaxe Mathias Madsen næstbedst i Europa i U18-klassen

Det begyndte for ni år siden i det kommunale tilbud Minisport i Gladsaxe. Og nu er det foreløbig endt med en sølvmedalje ved europamesterskaberne i U18-klassen i judo i Vantaa i Finland med 25 deltagende nationer.
17-årige Mathias Madsen fra Brønshøj Judo Club tog af sted til mesterskaberne med selvtilliden i orden.
Han havde vundet medaljer ved samtlige europæiske turneringer, han havde deltaget i under forberedelserne, så han havde fået en god seedning, der betød, at han sad over i første runde. Derefter fulgte sejre over Teodosio fra Portugal og, efter forlænget kamptid, den stærke franskmand Christopher Mvuama. I semifinalen ventede verdensranglistens nr. 1, ungareren Peter Arvai. Med klog, fokuseret og taktisk judo lykkedes det imidlertid Mathias at besejre den stærke ungarer. Finalepladsen – og dermed Danmarks første medalje nogensinde ved et Europamesterskab i herrerækken– var sikret. I finalen stod Mathias over for Dzhafar Kostoev fra Rusland. I en meget tæt kamp, hvor Mathias blandt andet fik straffet russeren for passivitet hele tre gange, lykkedes det imidlertid Kostoev at score akkurat nok til en sejr.
Landstræner Miguel Lopes er ikke i tvivl, når han bliver spurgt om forklaringen på succesen for Mathias. ”Vi har lagt en plan for sæsonen. En plan for, hvordan der skulle trænes, og hvad der skulle fokuseres på. Den plan har Mathias fulgt til perfektion, også når det har været hårdt. Det er skønt, at sådan en indsats nu bliver belønnet, ” siger Miguel Lopes. Hovedpersonen er også godt tilfreds, men havde selvfølgelig helst set sig selv øverst på medaljeskamlen.
”Det er det her, vi har trænet frem imod, så det er fantastisk, når det lykkes, ” siger Mathias Madsen, der 1. januar bliver U21-kæmper og endda formentlig skifter vægtklasse fra -90 til -100 kg. ”Mathias har et stort potentiale. Han vil virkelig kampene og er ligeglad med, hvem han står overfor. Jeg glæder mig til at se hans udvikling i U21, ” siger Miguel Lopes.


Ville spille håndbold

Det var Mathias ‘mor Lisbeth, der syntes, at hendes søn skulle teste tilbuddene i minisport.
Mathias prøvede 7-8 forskellige sportsgrene som blandt andet var Judo i Gladsaxe Judoklub, hvor træningen dengang var under ledelse af Henrik Langvad.
Mathias var dengang som nu mere end et hoved højere end sine jævnaldrende. Det var lidt svært, fordi judo kæmpes vægt/størrelsesmæssigt, og alle børnene skulle jo gerne have en god oplevelse af deres judo træning, så for at Mathias også skulle få lidt ud af det måtte han træne og kæmpe med Henrik. De hyggede sig og Mathias fik lyst til at starte til judo.
På et tidspunkt ytrede han at han ville skifte til håndbold. Mange syntes det var helt forkert og prøvede at overtale ham til at blive i judoen, som så ud til at være den rette hylde, og heldigvis var han lydhør.
Efter flere år i Gladsaxe Judoklub valgte Mathias at forlade klubben, for drømmene nåede højere op end klubben kunne tilbyde. Derfor startede han i Amager Judo Skole, hvor han fragtede sig fra Kanonvej i Søborg til Amager mange gange om ugen. Der kom han under landstræner Miguels kyndige træning. Når han ikke trænede judo, styrketrænede han og løb.
Efter megen flid med træning, kost og styrketræning blev en af de helt store drømme indfriet, da Mathias blev udtaget til ungdoms OL i Tbilisi i Georgien i sommeren 2015 som 1 af 2 judokæmpere. Den anden var Lærke Marie Olsen fra Hillerød Judo, som også har fået lagt sit fundament til judoen sammen med Mathias i Gladsaxe Judoklub
Da landstræneren Miguel Lopes flyttede til Brønshøj Judo Club, som har base i Grøndalscenteret, flyttede Mathias med og er fortsat i klubben. Judo er blevet en livsstil og derfor har Mathias også valgt gymnasiet Falkonergården på Frederiksberg på Team Danmark linjen, hvor der er plads i skemaet for elitesportsfolk som ham. Mathias ligger i skrivende stund på en fjerdeplads i sin gruppe på verdensranglisten.