Trille kan selv på Møllegården
Medarbejderne på seniorcentret har fået en ny kollega på fire hjul

Vaskeriet på Seniorcenter Møllegården har fået en ny kollega på fire hjul. Den kommer når man kalder, den kan løfte op til 100 kilo, og den bor i kælderen. Den ny robot skal hjælpe med at transportere vasketøj mellem vaskeriet og beboernes hjem. Det skal skabe bedre arbejdsmiljø og mindre arbejdsbelastning for personalet og i sidste ende mere tid til borgerne.
Kør til vaskeriet, kør mandagsruten, kør til stue 17. Susanne Frandsen, der står for den daglige drift i vaskeriet på Seniorcenter Møllegården studerer nysgerrigt de mange mulige missioner, som hun kan sende sin nye kollega på.
– Det her er tøjvask på højt plan, en fagre ny verden. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til at arbejde sammen med en robot, siger hun med et smil.
Hun og Berit Rasmussen er i disse dage i færd med at lære deres ”robotkollega” Trille at kende. Robotten skal hjælpe dem med at transportere det beskidte og rene vasketøj til og fra seniorcenterets tre vaskerier.

Tager selv elevatoren

Det sker ved hjælp af et bur, der er monteret på robotten, som kan fyldes med vaskeposer. Meningen er, at robotten kører til vaskeriet hver morgen med det vasketøj, den har opsamlet dagen før. Efter vask sendes robotten hen til de stuer, hvor det rene tøj skal afleveres. Her venter den på, at Susanne har tid til at aflevere tøjet og sende den videre til den næste opgave.
Metalburet er lavet af smed Lars Jensen fra firmaet CJ montage i samarbejde med enhed for velfærdsteknologi i Gladsaxe Kommune, som står bag projektet samt medarbejdere på Møllegården, der også er kommet med inputs til design og funktion.
Selve robotten er en Mir100 fra Blue Ocean Robotics og kan betjenes med Ipad, computer eller telefon. Den har et indbygget kort over Møllegården, så den kan finde rundt. Den kan selv tage elevatoren op og ned, give beskeder og har scannere og 3D kameraer, som gør den i stand til at køre uden om forhindringer, så den ikke kommer i karambolage med hverken rollatorer eller de kollegaer, den møder rundt på gangene.

Mindre belastning
Møllegården breder sig ud over et stort areal med flere bygninger, hvilket betyder, at personalet indtil nu har skulle bære vasketøjet frem og tilbage over store afstande. Det er blandt andet en af årsagerne til, at de nu har fået en robot, der kan bære 100 kilo, som medarbejder.
– Vi håber at robotten kan være med til at forebygge arbejdsskader, fordi personalet kan undgå de mange tunge løft og skub som transporten af vasketøjet kan give. Samtidig giver den øgede effektivitet også mulighed for at personalet kan bruge mere tid på andre opgaver tættere på borgerne, siger Anne Skjoldan, leder af enhed for velfærdsteknologi.
Hvis det går godt med Trille, kan det være, at der kommer til at køre robotter rundt på flere af kommunens seniorcentre. Planen er også, at Trille skal have flere opgaver ud over dem i vaskeriet med tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top