- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Tur til Farum kan klare varmeproblem

Kommunen overvejer løsning på krav fra DBU

Det koster 10 millioner kroner at lægge et varmeanlæg ned under opvisningsbanen på Gladsaxe Stadion. den årlige drift vurdres til at koste ca. 800.000 kr.
Fra sæsonen 2017-18 skal der være varme i banen, hvis AB Gladsaxe stadig er i 1. division.
Den udgift vil være helt umulig for AB Gladsaxe at dække.
Så nu er man i Børne- og Kulturforvaltningen begyndt at arbejde med ideen om at leje en bane i en nabokommune, hvis banen i Gladsaxe ikke kan bruges på grund af frost eller sne.
Umiddelbart vil det være oplagt at leje sig ind hos FC Nordsjælland
Kravet er ultimativt for en 1. divisionsklub, og kun hvis der kan dokumenteres konkrete tiltag til opfyldelse af kravet, skal DBU tildele dispensation fra dette krav.
Alle krav til afvikling af kampe stilles til den pågældende klub, og Gladsaxe Kommune er ikke forpligtet i henhold til stadionlejeaftalen til at imødekomme kravet. Det er således AB, der skal afholde alle udgifter til anlæg og drift af varme i banen.
Børne- og Kulturforvaltningen finder, at anlægs- og driftsudgifterne er ude af proportioner, da det reelt vil være meget få kampe, hvor der er brug for varmeanlæg. De økonomiske konsekvenser og den miljømæssige belastning, som et sådant varmeanlæg udgør, harmonerer ikke med kommunestrategiens målsætninger om klimabevidste valg og økonomisk råderum.
Børne- og Kulturforvaltningen er af den opfattelse, at det burde være muligt at indgå aftale med en anden kommune om afvikling af de få kampe, hvor der kan være behov.
Børne- og Kulturforvaltningen vil gå i dialog med AB og AB A/S om evt. at rette henvendelse til DBU og evt. Danmarks Idrætsforbund om muligheden for at ændre på gældende krav eller opnå varig dispensation fra krav om varme i banen fra sæson 2017/2018. Gladsaxe Kommune overvejer tillige at kontakte andre kommuner, der har hold i tilsvarende situation.