Unødvendig cykelsti
Der er for tiden gang i anlæggelse af cykelstier her i udkanten af kommunen.

Vi beboere står hovedrystende tilbage, for hvorfor smide så mange millioner skattekroner ud på at lave cykelstier på steder, hvor trafikken er temmelig sparsom. Yderligere har By- og Miljøforvaltningen i deres visdom besluttet, at der bliver parkeringsforbud på de ramte veje. Et forbud der kunne undgås med lidt smallere cykelstier eller intelligente chikaner. Med den forholdsvis ringe cykeltrafik, kan de sagtens være smallere. Det er jo ikke Nørrebrogade.
Baggrunden angives at være for trafiksikkerheden, men med en ringe trafik og ingen analyser som baggrund for beslutningen, står man tilbage med en følelse af, at årsagen til denne iver for at lægge cykelstier over det hele, måske er byrådets ønske om at gøre Gladsaxe til årets cykelkommune i 2017, koste hvad det vil. Man har jo også skåret høringsfristen ned og lagt den på et tidspunkt hvor de fleste er på ferie. Hvad skal også man med høringer når byrådet jo allerede har besluttet sig?
Det er jo nemt, når regningen bare kan sendes videre og man ikke behøver at bekymre sig om de gener det vil medføre. Det bliver svært at have gæster eller håndværkere, ligesom besøg af handicappede med bil bliver umuligt. Alt dette for at kunne bryste sig af en titel?
Der bliver sandelig noget at tænke over når vi til næste år skal til kommunalvalg.
Bjørn Jensen

Gener på Aldershvilevej
Nu har Gladsaxe kommune besluttet, at Aldershvilevej igen skal graves op. Selv om det kun er få år siden, at alle fortove blev udskiftet, så kan vi nu igen se frem til at blive generet af gravemaskiner i en lang periode. De nye fortove skal i øvrigt kasseres, fordi der nu skal være cykelsti på Aldershvilevej. Sikke et spild af borgernes penge!
Det virker også helt unødvendigt med etablering af cykelsti. Parallelt med Aldershvilevej er der nemlig cykelsti – både på Bagsværdvej og langs banen. Hvorfor kan man ikke bare cykle der? Mine egne børn har de sidste 18 år cyklet til skole på Aldershvilevej uden problemer.
Endelig kan vi beboere på de tilstødende veje se frem til at have alle bilerne fra Aldershvilevej holdene på vores fortove. Hvad mon kommunen vil gøre ved det?
Det skal måske nok fremstå som et prestigeprojekt, men for mig er det altså endnu en ommer for udvalgsformand Ole Skrald og det socialdemokratiske flertal i kommunalbestyrelsen. God sommer!
Martin Skou Heidemann,
Søhuse 1, Bagsværd
(Medlem af Venstre)

2 kommentarer om “Unødvendig cykelsti”

  1. Martin Thrane siger:

    Jeg kan sagtens følge at det er uhensigtsmæssigt at man fremover ikke vil kunne parkere på Aldershvilevej.

    På den anden side ses det ofte at bilister ( både beboere, gæster og håndværkere) parkerer umiddelbart foran eller direkte på den del af vejbanen, der er reserveret til cyklister i forbindelse med de eksisterende hastighedsdæmpende foranstaltninger. Eller så tæt på udkørsler at udsynet er forhindret.

    Foranstaltningerne virker sikkert på bilernes fart, men de ulovlige parkeringer tvinger cyklisterne ud på vejen, hvor den er indsnævret, hvilket umiddelbart vurderet nok ikke er det smarteste sted at sende dem hen. Specielt ikke børn.

    Kommunens P-vagt har øjensynligt endnu ikke været forbi, måske kunne man overveje at opgradere den.

    Jeg hilser en løsning på de 2 problemer meget velkommen, men håber man kan finde en løsning, der kan hjælpe beboere med behov for parkering udover hvad der er plads til på matriklen.

    Pga ferie nåede jeg ikke at give mit besyv med før høringsfristen udløb.

    Nb. Specifikt for skolecyklingen er der mange børn, der skal dreje til venstre fra Aldershvilevej til Bondehavevej om morgenen, hvor der samtidigt er megen trafik.

  2. Marianne Fleischer siger:

    Jeg har lige siddet og lavet et lille udkast til alt det med at anlægge cykelstier.
    Jeg er – næsten ordret – på det som Martin Skou Heidemann, har skrevet.
    Jeg har lavet en helt uvidenskabelig optælling af cyklister der kører forbi mit køkkenvindue. Og det er ikke mange.
    I tidrummet op til skolestart – 7.45 – 8.00 og igen 8.45 – 9.00 kører der et sted mellem 50 og 60 forbi. Resten af dagen er der MEGET langt i mellem at der kommer nogen kørende.
    Spørgsmåler er nemlig som Martin Skou Heidemann,:
    Vægter kommunen højere at blive kaldt årets cykelkommune højere end at bruge alle de mange penge til noget der komme langt flere borgere til gode end de relativt få der cykler på Aldershvilevej.
    Med venlig hilsen
    Marianne Fleicher,
    Aldershvilevej
    Bagsværd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top