- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Chokoladerekord i Bagsværd

Peter Beier fik en forrygende start i Bagsværd Centret

Peter Beier er for dansk chokolade, hvad Michael Laudrup er for dansk fodbold. En omrejsende ambassadør, der 1. oktober bliver indlemmet blandt de 18 medlemmer af World Chocolate Hall of Fame i Dubai.
I torsdags åbnede den verdenskendte chocolatier sin butik i Bagsværd Centret, og det skete med lange køer til følge.
– MENY Bagsværd tilhører toppen af MENY-butikkerne, som der er 20 af landet over. I disse butikker lejer vi os ind. Det har vist sig at være en god idé, og det er jeg sikker på, at det også bliver i Bagsværd. Vi har her fået en dejlig, transparent butik, siger Peter Beier.
For Peter Beier Chokolade er det afgørende, at MENYerne kan tilbyde kvalitet fra selvstændig grønt-, fiske- og slagterafdeling, bagerbutik, blomsterbutik og i det hele taget gourmetvarer.
– Når folk kan få alle disse varer, slutter de også gerne af med at købe kvalitetschokolade, siger Peter Beier, der med tilfredshed kunne konstatere, at Bagsværd-borgerne tog vel imod hans varer: – Det blev til en rekord i Bagsværd. Vi har ikke tidligere solgt så godt på en åbningsdag, selv ikke i Nærum, som jo har en endnu større MENY.