Du skal ikke pege fingre ad mig
Stand-Up-36-16.jpg
Nu er det alvor for den unge Gladsaxe-standupper Kasper Porsdal. Han stiller sig helt alene op på scenen i en time og står klar til at modtage publikums dom. Foto: Kaj Bonne.
-

Standup-komikeren Kasper Porsdal fra Gladsaxe er aktuel med sit første onemanshow

Han var ikke klassens klovn i folkeskolen. Han optrådte heller ikke for klassekammeraterne. Han var måske det, man vil kalde for stille. Derfor lå det måske ikke just i kortene, at 24-årige Kasper Porsdal fra Gladsaxe de seneste syv år har kunnet ernæret sig som standup-komiker.
I denne måned er Kasper Porsdal så aktuel med sit første onemanshow i forbindelse med Zulu Comedy Festival. Der var premiere i lørdags på ”Find 5 Fejl” i Stage i Huset i København. Til showet samme sted på fredag er der udsolgt.
Kasper tager i sit show fat i tidens trang til selviscenesættelse på de sociale medier, på behovet for at fremstå skarp, rigtig, dygtig, lækker, sund – altså helt igennem perfekt. Eller knapt så perfekt: – For hvor er det grimme profilbillede eller de brændte kager, dem ser vi ikke. Vi udstråler, at vi har styr på tingene og vores liv. Indirekte peger vi fingre ad andre, siger Kasper Porsdal.
I skolen stak Kasper ikke ud. Han var en del af mængden, men inde i sig selv havde han uro: – En form for usikkerhed, helt fra dengang jeg var fire år. Jeg følte, at jeg var anderledes og skulle starte fra minus for at kæmpe mig op til at matche mine kammerater. Det er mærkeligt, at jeg er endt med at lave standup, men jeg øver mig hele tiden i at glemme folks holdninger til mig, selv om man som standupper i den grad bliver bedømt af andre.
I det seneste års tid har Kasper Porsdal knoklet med at finjustere sit onemanshow, og da der skal smør på brødet, har det passet ham fint, at han et par dage om ugen har job på en behandlingsskole.

Håbefuldt talent
Kasper Porsdal er en del af standup-miljøet. Han mødes jævnligt med andre standuppere, udveksler erfaringer og taler om ideer og tanker med jævnaldrende kolleger eller en mere erfaren som Tobias Dybvad. Det sker ofte til disse sessions, der kaldes for ”open mike” – eller åben mikrofon på utidssvarende gammeldansk. Her kan man groft sagt sige, at standupperne træner i fuld offentlighed. Der er knaldhård afregning fra publikum.
Kasper debuterede som 17-årig, da han meldte sig til en ”open mike”. Herefter er det gået slag i slag, mens gymnasiet blev gjort færdigt. Jobsene blev flere og flere, hvor Kasper igennem et agentbureau blev hyret til fødselsdage, fester og julefrokoster: – Det sidste kan være rædselsfuldt, hvis du kommer på scenen meget sent, for så er du i konkurrence med de 100 andre ”komikere” i lokalet.
Størst offentlig bevågenhed fik Kasper Porsdal for tre år siden, da han blev præsenteret som et af Danmarks tre største standup-håb med to minutters tv-optræden under Zule Comedy Galla. Siden har han hentet flere hår på brystet gennem talrige shows sammen med kolleger.
– Jeg vil gerne vise, at der er sket noget med mig i de tre mellemliggende år, og at jeg kan på egen hånd. Nu har jeg samlet materiale nok, så jeg kan gennemføre et sammenhængende onemanshow på en time, siger Kasper Porsdal.
Sammen med kollegaen Jakob Svendsen har Kasper gennemført flere testshows for at teste jokes og sammenhængskraft i sit onemanshow.
– Når et job er gået godt, så har man en rigtig god følelse, men er det gået dårligt, så er det ikke sjov at modtage kuverten med penge bagefter, siger Kasper Porsdal, der står over for sit livs største udfordring. Perfekt eller ej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top