Ny strategi for bydele i social balance
-

Der skal mere fart på udviklingen

Som et led i arbejdet for at styrke den sociale balance i Gladsaxes bydele, har Gladsaxe Kommune fået en ny strategi for området. Den skal sikre, at de borgere, der bor eller vokser op i udsatte bydele, har lige så gode livsmuligheder, som hvis de boede et andet sted i kommunen. Målet er desuden at tiltrække flere borgere, der bidrager med ressourcer til kommunens udsatte bydele.
Det handler om at skabe velafbalancerede og attraktive boligområder, siger borgmester Karin Søjberg Holst (A):
– Med den nye strategi ønsker vi at sætte ekstra skub på den positive udvikling i bydelene, som allerede er i gang flere steder. Vi ønsker at give alle vores borgere de bedste livsmuligheder, uanset hvor de bor. Derfor vil vi skabe gode rammer for trygge fællesskaber i bydelene og på tværs af kommunens boligområder. Samtidig vil vi engagere beboerne i udviklingen af deres egne lokalområder.
Opgaven med at styrke den social balance skal blandt andet løses gennem forbedringer af de fysiske rammer, så bydelene ikke er så afsondrede fra de omkringliggende byområder. Byrummene skal åbnes op med lette adgangsforhold, som man kender det fra Værebro Park, hvor man i fællesskab med beboere og boligselskaber har etableret en tryg skolesti. De to øvrige vigtige fokusområder i den nye strategi sigter på at styrke den sociale indsats og samarbejdet omkring bydelene.
Du kan finde strategien på www.gladsaxe.dk/socialbalance

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top