Orglet bruser igen
Orgel-01-36-16.jpg
Søborgmagle Kirkes ny orgel er placeret på ”øverste” hylde. Foto: Kaj Bonne.
På søndag indvies det ny orgel i Søborgmagle Kirke med en festgudstjeneste og præsentationskoncert

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og i Søborgmagle Kirke har nød lært organisten Per Lauge Fischer at spille med begrænsede muligheder. Kirkens oprindelige orgel var populært sagt gået hen og blevet for skingert. Det rettes der i den grad op på nu.
Søborgmagle Kirke har fået et splinternyt orgel til en pris af ca. 4,5 millioner kroner. Mange penge. Men rettidig omhu i menighedsrådet gjorde, at man allerede for 15 år siden afsatte årlige beløb til orglet og med et fornuftigt lån i Helsingør Stift, skal man de kommende år betale et lignende årligt beløb i afdrag. Derfor er orglet klar nu mange år før, hele beløbet er betalt. Ja, det har det faktisk været siden juni, men da det er lavet af fyrretræ, skal det først lige have lov til at ”sætte sig”.
Derfor kan man søndag den 11. september indvie orglet. Det sker med en festgudstjeneste kl. 10 og en præsentationskoncert kl. 14.30.
Søborgmagle Kirke stod færdig i 1968, og det oprindelige orgel nåede altså end ikke 50 års jubilæum. Orglet skrottes dog ikke, men sælges til en landsbykirke, hvor det efter en gennemgribende renovering så skal opstilles og stemmes til denne kirkes særlige rum.

Ægte håndværk
Orgelhåndværket bygger på en århundredgammel tradition, men da orglerne kan holde til næsten evig tid, og da der ikke længere bygges ret mange nye kirker, er der efterhånden kun ganske få orgelbyggere tilbage i Danmark. Mestendels arbejder de med reparation af orgler, men i Søborgmagle Kirke er der tale om et helt nyt orgel.
Orgelbyggeri er arkitektur, møbelsnedkeri og metalarbejde af fineste karat. Millimeterpræcist håndarbejde, hvoraf det meste skjuler sig inde bag den mægtige orgelfacade.
Ethvert orgel er et unika. Afstemt efter kirkerummet. Skønt Søborgmagle Kirke er en lille kirke, og orglet ikke er ret stort i forhold til større kirkers, så er det ny orgel trods alt 5,75 meter i højden og næsten det samme i bredden. Uden problemer kan en mand på 107 kilo og 187 cm stå oprejst inde i det.
Licitationen blev vundet af PG Andersen & Bruhn, og virksomhedens orgelbygger og intonatør Paul Hansen har stået for orglets klanglige valg sammen med menighedsrådets orgelkonsulent Bendt Fabricius og kirkens organist. Orglet blev bestilt for to år siden, og det blev bygget på PG Andersen & Bruhns værksteder i Ølstykke og Rødekro.
Orglets 1.382 piber fordelt på 23 stemmer skal nu fylde kirkerummet med klang. Organisten glæder sig til, at han nu kan komme til at spille et helt andet repertoire, som forhåbentlig vil åbne nye musikalske døre til kirken. Tidligere har barokmusikkens klangfarver og harmonier været dominerende i Søborgmagle, men for fremtiden vil Per Lauge Fischer dyrke orgelmusikken fra den romantiske periode og frem betragteligt mere, uden at det sker på bekostning af barokken.

Puslespil

I begyndelsen af marts ankom et mægtigt puslespil til Søborgmagle. Det var det ny orgel. De første mange træbyggeklodser lå spredt over hele kirken. Kirke- og kulturmedarbejder Bent Bojer Harregaard fortæller med begejstring om, hvordan orglet blev samlet, så det i løbet af nogle uger kunne give lyd fra sig. Herefter forestod det store arbejde med pibe-for-pibe at tilpasse orglets klang til rummets akustik. Orglet er lavet i fyrretræ, fordi det i sin lyse farve matcher kirkerummets bænke og balkon, mens farven bag piberne er en mørkeblå og skrap pink, der tilsammen matcher bænkenes hynder.
– Nu står det hele klart, og vi ser virkelig frem til på søndag. Det bliver en spændende dag, siger Per Lauge Fischer og Bent Bojer Harregaard.
Orgel 03 36-16
– Orglet minder som instrument om den menneskelige stemme, klangen skabes af luft og orglet har sin helt unikke klangpalet og dynamiske smidighed der gør, at det på enestående vis kan understrege enhver stemning i alle livets facetter, siger organist Per Lauge Fischer.
Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top