Brugerne skal med på råd
Park-Vadgård-03-38-16.jpg
Før kommunens driftsafdeling langt om længe kom forbi og fik gjort noget ved ukrudtet, så der sådan ud, men om et halvt års tid skulle området gerne begynde at tage endelig form, så det kan blive et rekreativt område. Foto: Kaj Bonne.
-

Udvalgsformand forklarer langsommeligheden ved det grønne område ved Vadgård Skole

Der har i Gladsaxe Bladet været en del kritik af, hvordan det grønne område overfor Vadgård Skole ser ud, og der har været sat spørgsmålstegn ved, hvorfor der ikke rigtigt er sket noget. En overgang lå området hen som det rene vildnis på vej mod dansk jungle.
– Forklaringen er, at kommunen gerne vil have en proces, hvor beboerne rundt om området bliver inddraget ordentligt, siger Trine Henriksen (Ø), formand for det rådgivende udvalg.
– Derfor er arealet foreløbigt blot blevet udformet til at kunne rumme regnvandet, mens den endelige indretning som rekreativt grønt område skal ske i dialog med beboere og brugere af området.
-Vi ved godt, at det tager længere tid på den måde, men forhåbentligt bliver resultatet også bedre, siger Trine Henriksen.
-På udvalgets møde i november vil vi og forvaltningen diskutere, hvordan borgerne, skolen, institutionerne m.fl. bedst muligt inddrages i arbejdet med at udforme fremtidens grønne område, fortæller Trine Henriksen.
– Processen forventes at starte op i foråret 2017. Beboere, der bor omkring det grønne område, vil blive orienteret direkte om det kommende forløb.
Det rådgivende § 17 stk. 4 udvalg arbejder ikke kun med det grønne område ved Vadgård skole, men med koblingen mellem klimatilpasning og byliv i hele Buddinge. Udvalget har også været initiativtager til sommerens aktiviteter i Rådhusparken, som er et forarbejde til en kommende omdannelse af Rådhusparken, som er en meget vigtig brik i at sikre Buddinge mod skader ved skybrud.
Projektet ved Vadgårds- parken kan følges på
www.gladsaxe.dk/konghans.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top