- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Christianehøj – et godt tilbud til dig

Siden 1994 er jeg hver fredag valfartet til dagcenteret Christianehøj. Ofte spørger folk om, hvad jeg dog laver der! Den ældre generation forveksler det med Christiania!
Den forklaring, der falder mig nemmest: Det er et meget, meget dejligt sted at komme.
Der er omkring 250 medlemmer og ni ansatte. Forstander Kim Rindbo styrer alle med kyndig hånd. Altid i godt humør og god til at løse konflikter.
Christianehøjs personale adskiller sig fra andre dagcentre. Det er ikke pædagoger, socialpædagoger og ergoterapeuter. Det er uddannede mænd, der kan arbejde i træ, metal og læder; en økonoma, en håndarbejdsdesigner, væverske og strikkeekspert. Kan man lide at male, er muligheden der også.
Christianehøj er meget anderledes end andre institutioner i Gladsaxe Kommune. Det er et frisk pust at have et personale, der arbejder på en anden måde, hvor man kalder en spade for en spade, uden at måle den på alle leder og kanter og komme frem til et uforståeligt resultat.
Klientellet på Christianehøj er meget forskelligt. Både fysisk syge og psykisk sårbare er glade for at komme der. På Christianehøj kan næsten alting lade sig gøre. Det skal bare opleves. Dagcenteret ligger på vejen Christianehøj midt i Søborg. Man skal være pensionist for at gå der, og man må ikke være over 60, når man starter. Man bliver dog ikke smidt ud, når man er over 60.
Vi har mange pladser til jer, der har lyst til at opleve vores lille paradis. Ring på tlf. 39 69 24 34.

Ingrid Nørup
Forfatter
2860 Søborg