Cykelstier giver sikkerhed for skolebørn
-

Gladsaxe Kommune har taget en god beslutning om at etablere cykelstier, blandt andet på Triumfvej og Aldershvilevej. Projektet har til formål at skabe tryghed og sikkerhed, især for skolebørn på cykel. Det er dokumenteret, at cykelstier på skolevejen kan få flere børn til at bruge cyklen, og det kan vi i Cyklistforbundet i Gladsaxe kun hilse velkommen.
Vi har med nogen undren set en debat i de lokale medier om cykelstierne. Modstanderne mod projektet argumenterer i Gladsaxe Bladet og i en omdelt skrivelse til beboerne i området med, at cykelstierne medfører større risiko for trafikuheld. Det er der ingen dokumentation for – tværtimod.
Det er rigtigt, som modstanderne fremhæver, at de nye cykelstier er ret smalle, og i Cyklistforbundet så vi gerne, at der var plads til bredere cykelstier. Men vi har forståelse for, at ekspropriation af arealer langs vejen er meget dyrt og vil være til stor gene for beboerne. Vi kan se på den nye cykelsti på Møllemarken, at det godt kan fungere.
Det er klart, at ændringerne giver mindre plads til parkering langs vejene, men vi mener, at det er en rimelig pris at betale for skolebørnenes sikkerhed. Hvis
nogen ønsker at supplere med bump for yderligere at få hastigheden ned, kan vi også kun støtte dette.

Peter Bo Nielsen
Formand, Cyklistforbundet
i Gladsaxe

1 kommentar om “Cykelstier giver sikkerhed for skolebørn”

  1. Henning Pedersen siger:

    Vi har naturligvis alle ret til vor holdning.

    Jeg er en af dem, der er imod både det tidligere og nuværende projekt. Jeg er absolut ikke mod cykelstier, men projektet som det foreligger, vil – efter min overbevisning – skabe langt flere problemer end der løses.

    Lad mig venligst begrunde dette med:

    – et af de grundlæggende problemer er forældre, der kører deres børn i skole

    – de nuværende 10 afsætningspladser (hvoraf 5 er reserveret til skolebussen mandag morgen) rækker slet ikke til behovet).

    – der kommer ikke flere afsætningspladser, hvorfor man stadig kan forvente at forældrene parkerer langs sportspladsen, hvilket medfører a) børnene lukker døren op og ud i cykelstien, b) forældrene lukker døren op og ud i en kommende resterende smal vej på 3,5 meter

    – dette medfører at anden gennemkørende trafik om morgenen, ikke vil kunne ske: 2 alm biler vil ikke kunne passere hinanden = trafikophobning som på motorvejen, og dette kan ikke undgå at medføre trafikuheld

    – kommunens sidste oplæg viser at en lastbil kan køre på den halve vej = 2,75 meter. Virkeligheden er at kommunens skraldevogne fylder 3,15 meter. Det siger sig selv at 2 lastbiler ikke vil kunne passere hinanden uden at køre op cykelstien. Det er vist ikke så godt

    – med den nu forbedrede men stadig reducerede fortovsbredde, skal vi som beboere kun have bilen 40 cm ud på cykelstien før der er gode oversigtsforhold. Dette kan ikke undgå at give trafikuheld, og dermed risikere at skade vore unge cyklister. Ikke godt.

    Som beboere har vi haft møder med både repræsentanter fra udvalget (Ole Skrald Rasmussen og Flemming Holst) samt endvidere møde med Ivan Christensen og Martin fra forvaltningen.

    På disse møder har vi fremhævet de ovennævnte forhold og foreslået en lang række andre ændringer:

    – smallere cykelstier

    – cykelbaner

    – flere og bedre bump, der passer til en hastighedsbegrænsning på 30 km/t. Dagens bump er jo nærmest ikke-virkende. 30 km/t gør endvidere, at bilister og især lastbiler og busser via GPS ikke bliver sendt via Aldershvilevej og Triumfvej

    – bedre kryds med hævede niveauer og klart markerede forgængerovergange, måske endda lyskryds og hastighedstavler, som der står på Gammelmosevej. Dette for krydsene Triumfvej/Stengårds Vænge/Marie Gruppes vej og Aldershvilevej/Triumfvej/Bondehavevej

    -generel hastighedsbegrænsning på 30 km/t

    – forbud mod lastbilkørsel ved skolens åbningstid (så undgår vi også at Ole Skrald Rasmussen kommer i sin store lastbil, når han skal til møde kl 08.00)

    – fastholde fortovsbredde så vi undgår uheldsmuligheder, som beskrevet ovenfor (og som Ole Skrald Rasmussen har kommenteret således: “Det tror jeg ikke på” og “det må vi jo leve med” Nogle noget hånende bemærkninger, som tillige viser ligegyldighed)

    – hvad sker der dog trafikalt, når hele Skoleparken med 276 boliger skal rives ned og erstattes med ligeså mange boliger. Tænk blot på lastbiltrafik: betonkanoner, transporter med materialer som betonelementer og bortkørsel af affald – de næste nok 10 år

    – nye aflastningspladser til skolen men bag træerne ved idrætspladsen og dermed inde på idrætspladsen

    – forbedring af stien langs jernbanen og bedre forbindelse til både skolen og Bagsværd Station

    – hvis vejen bliver så smal som 5,5 meter vil håndværkere og andre med nødvendigt besøg hos beboerne anvende cykelstien som parkering, sådan som det ses dd på Møllemarken.

    Ingen af alle disse gode forslag og indvendinger bider tilsyneladende hverken på politikerne og forvaltningen.

    Så derfor er vi IMOD DET NUVÆRENDE PROJEKT.

    Det er dog glædeligt at Ole Skrald Rasmussen nu er vågnet og nu foreslår at der afholdes borgermøde om sagen.
    Så lad os håbe at der kan findes en hensigtsmæssig løsning til gavn for alle, og uden de mange bemærkninger om gamle mennesker uden børn.

    Blot for god ordens skyld: jeg er ikke gammel og har barn, der også bliver kørt i skole i en anden skole i kommunen. Kører derfor forbi Stengården skole hver morgen og kender så udmærket forholdene.

    Henning Pedersen
    Triumfvej 62A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top